Hippokrates og kriserne

I de hippokratiske skrifter fra 5. og 4. årh. f. Kr. har ordet krise ikke kun den negative betydning som det har nu, men det betyder at der fældes dom over sygdommen. En dom som lige så godt kan gå i positiv som i negativ retning (helbredelse eller død).
De kritiske dage er de dage hvor denne afgørelse finder sted – som regel i forbindelse med en renselse (kátharsis) som opstår naturligt ved menstruation, opkastning, ophostning, afføring, vandladning, udskillelse af pus eller stærk svedafsondring.
Sygdommens drama udspiller sig næsten som et drama på teateret hvor et omslag i handlingen (ofte i form af en genkendelse), afslører for tilskuerne om der bliver en lykkelig afslutning eller ej.
Ved en krise er det ikke lægen som fælder en dom, hans opgave er at udlægge den og give en prognose ud fra et grundigt kendskab til lignende sygdomsforløb.
I ”Epidemics I – VII” beskrives mere end 450 sygehistorier med deres kriser. (Et par sent nedskrevne skrifter med titlerne ”Om kriser” og ”Om de kritiske dage” består kun af gentagelser fra tidligere værker).
”I farlige tilfælde skal man holde øje med alle rettidige og velfordøjede udsondringer alle vegne fra eller med gode og betydningsfulde affaldsprodukter. Det velfordøjede tilkendegiver en snarlig krise og en sikker helbredelse, men det rå og ufordøjede og det som bliver til dårlige affaldsprodukter, tyder på udeblivende krise, smerte, langvarighed, død eller gentagelse af det samme. Hvad af dette som vil være mest sandsynligt, må ses af andre tegn. Man skal lære sig at kunne gøre rede for forhistorien, forstå den øjeblikkelige situation og forudsige hvad der kommer til at ske.” (”Epidemics I, 11”).
De hippokratiske læger forventede i de fleste sygdomme en stor regelmæssighed i forekomsten af kriser – formentlig ud fra erfaringer med malaria som kan forløbe regelmæssigt med en eller to feberfri dage mellem anfaldene, men også optræde med uregelmæssige anfald.
”Uregelmæssighed i sygdom varsler et langt forløb. Det er krisen som er befrielse for sygdom.” (”Precepts” XIV).
De navngivne patienter i ”Epidemics I, 20” kunne have flere kriser som ikke altid forløb lige regelmæssigt, men lægerne registrerede alligevel omhyggeligt alle sygdommens faser (i dette tilfælde en smertefuld hævelse ved ørerne):
”Med hensyn til kriserne som vi jo vurderer ud fra, forløb de enten ens eller forskelligt, som med de to brødre som begge begyndte på samme tid, og som lå syge ved Epigenes’ sommerbolig. Af dem fik den ældste krise den sjette dag, og den yngste den syvende. Sygdommen vendte tilbage for dem begge to på samme tid efter fem dage, og efter tilbagefaldet kom der krise for begge to samtidig på den syttende dag. For de fleste faldt krisen på sjettedagene, sygdommen gik i stilstand i seks dage, og efter tilbagefald kom der krise på femtedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i syv dage, og efter tilbagefaldet havde de krise på tredjedagene. Nogle som havde krise på syvendedagene, havde stilstand i tre dage og havde krise på syvendedagene. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i seks dage, sygdom i tre dage, stilstand i en, sygdom i en dag og dernæst krise som Euagon, søn af Diatharses. Nogle som havde krise på sjettedagene, havde stilstand i syv dage. Efter tilbagefald var der krise på fjerdedagen, som hos Aglaidas’ datter.”