Hippokrates og hjernen

Pandeben! Godt det gror!
Bag ved det forstanden bor.
Den vil læse, den vil lære,
bringe dig i agt og ære,
sidde som en holden en
bag det stolte pandeben.
H.C. Andersens digt er børnelærdom for os, men det er ikke umiddelbart indlysende hvad den grå masse bag pandebenet er, og det tog de gamle grækere mange århundreder at få det på plads.
Det hippokratiske skrift ”Den hellige sygdom” fra 5. årh.f.Kr. viser en helt klar forståelse af hjernen som kommandocentral, og det samme gør ”Places in Man” fra 5. eller 4. årh.f.Kr.
Ikke desto mindre findes der skrifter i den hippokratiske samling som undervurderer hjernemassen, måske under indflydelse af Aristoteles’ biologiske værker fra 4. årh.f.Kr.
Det gælder det hippokratiske skrift ”Glands” som på latin har titlen ”De glandulis”. På græsk hedder kirtler adénes.
Ifølge ”Glands” er hjernen (encéphalos) kirtelagtig ud fra denne begrundelse:
Kirtler er forbundet med hårvækst. Det sted hvor der er mest hårvækst, er oven på hovedet, altså er hjernen en stor kirtel. Når der ikke vokser hår ved de indvendige kirtler, skyldes det den megen fugtighed som er ødelæggende for hårvækst.
Hjernen virker altså som en kirtel. Hvis den lider skade, kan det påvirke sindet (nóos) så patienten mister taleevnen og er ved at kvæles. Denne sygdom kaldes apopleksi. Hjerneskade kan også bevirke at fornuften (gnóme) forstyrres.
Hjernen har sin betydning i kraft af syv strømme (rhoíai eller rhóoi) af væske som flyder fra den ned til næsebor, ører, øjne, bryst, rygmarv, hvirvler og led.
Denne beskrivelse af de syv strømme findes i et afsnit af ”Places in Man” hvor den ikke harmonerer helt godt med den klare erkendelse af hjernens funktion som dette skrift udtrykker i de andre afsnit.
I ”Glands” derimod passer den tilsvarende beskrivelse af de syv strømme fint ind i den systematiske helhed hvor de enkelte kirtler og deres funktion og udseende diskuteres. F.eks. beskrives et mandebryst som et tætvævet, tykt tæppe at se på og berøre, og et kvindebryst som blødt og porøst som en uldtot på grund af kønnets inaktivitet og brystets evne til at transportere mælk.
Tallet syv er ofte magisk, og de syv strømme vækker alene derved forestillinger om en ukritisk og traditionsbunden tænkemåde.
En anden ting som kunne gøre ”Glands” ældre end 4. årh.f.Kr., er brugen af betegnelsen ”stómachos” i stedet for ”oisophágos” om spiserøret. Termen ”oisophágos” er brugt som begrundelse for at datere ”Places in Man” til 4. årh., så med den begrundelse burde ”Glands” omvendt dateres til 5. årh.f.Kr.
”Glands” er således meget svær at datere, og Jacques Jouanna siger da også i sin bog om Hippokrates at denne afhandling om kirtler kan være fra 5., 4. eller 3. årh.f.Kr.