Hippokrates og fordøjelsen

Der er ingen tvivl om at de hippokratiske læger fra 5. og 4. årh.f.Kr. var meget interesserede i den forvandling (metabolé) som maden undergår på sin vej igennem kroppen.
De anså nemlig rådgivning om kost og motion som et af deres vigtigste lægelige virkemidler, og de havde samlet erfaring ved at studere alle kroppens udsondringer.
Den hippokratiske kriselære og de forskellige teorier om kropsvæsker som senere blev til humoralpatologien, bygger ligeledes på fordøjelsens betydning for helbredelse i form af en afbalanceret væskeblanding (krâsis).
Ikke desto mindre finder man sjældent i de hippokratiske skrifter nogen nærmere beskrivelse af denne vigtige proces, men kun at det var en slags kogning (pépsis). De indre organer nævnes heller ikke i denne sammenhæng, men betegnelsen bughulen (koilíe) kan anvendes om hele det fordøjelsessystem som følger efter munden (stóma) og spiserøret (stómachos).
Derfor virker det meget lovende, når man i et skrift uden for den hippokratiske samling kan læse denne sætning: ”Dette er hvad Aristoteles mener angående Hippokrates”.
Sætningen står i en papyrus fra ca.100 e.Kr. hvorpå en skriver har kopieret og refereret nogle ældre forelæsningsnotater. Da der ikke er angivet nogen ophavsmand til notaterne, kalder man ham ”Anónymus”, og da papyrus’en blev erhvervet af British Museum (i 1890), kalder man den ”Anónymus Londinénsis”.
Den pågældende sætning holder ikke uden videre hvad den lover: i stedet for Aristoteles (4.årh.f.Kr.) skal man forstå hans elev Menon, og Hippokrates er muligvis heller ikke den rigtige Hippokrates (5.årh.f.Kr.). De udsagn der tillægges ham (om sygdomsårsager) findes nemlig stort set kun i skriftet om åndedrætsluft som sædvanligvis ikke regnes for hippokratisk.
Sidste del af denne papyrus handler om teorier om åndedræt og fordøjelse som også hørte sammen i det hippokratiske skrift ”Nutriment”. Der nævnes læger som virkede efter Hippokrates’ tid (de berømte Erasistratos og Herophilos), men man kan her få et indtryk af hvad Hippokrates havde forestillet sig om fordøjelsen efter sønderdelingen i munden af ”skæretænderne” og ”mølletænderne”:
”Vi hævder at føden både bliver gjort flydende i bugen og også gennemgår en bearbejdning og en forvandling til noget lignende, når den passerer disse varmere regioner. Det må nødvendigvis gå ligesom med vand – når det flyder gennem landområder, optager det deres særpræg og får den samme karakter som dem. For hvis disse områder er præget af jordbeg, bliver vandet også af en begagtig karakter, og hvis de er svovlgule, ændrer vandet sig også og bliver svovlgult.”
”Anonymus” tilføjer at næringen siver ud i kroppen gennem nogle små sprækker (araiómata), og at den også optages via blodet.
Han gør opmærksom på at ”også fra tarmene foregår der næringsoptagelse. Indholdet i den tynde tarm er nemlig mere tyndt og fugtigt og i den udrettede tarm mere tørt og tykt.”
De sidste rester udskilles gennem kolon som afføring hvorefter menneskets afføring er næring for mindre dyr som ædes af større dyr, og derefter igen kan blive næring for mennesker.