Kirsten Jungersen Af alt det som er bevaret med tilknytning til Hippokrates, har lægeløftet haft det længste liv.
Mange steder i verden aflægger læger stadig efter endt uddannelse et løfte som er mere eller mindre inspireret af ”Den hippokratiske ed”.
I Danmark bruger man det løfte som blev formuleret i 1815 af den senere medicinske professor og overlæge ved Det kongelige Frederiks Hospital, Johan Daniel Herholdt (1764 – 1836).
Det oprindelige græske løfte (Hórkos) findes oversat til latin under titlen ”Iusiurandum” som forkortes ”Jusj.”, på engelsk hedder det ”The Oath” og på dansk ”Eden”.
Løftet er oversat til dansk af filologen J.L. Heiberg i 1892 (genoptrykt i 1929), men også af Hartvig Frisch i 1918 og af mig til brug for min artikel i Bibliotek for Lægers temanummer om lægeløftet, dec. 2007.
Da tekstgrundlaget ikke er ændret (det er Heiberg selv som har stået for den internationale udgivelse på græsk i Corpus Medicorum Graecorum fra 1927), er der ikke anden forskel på de tre oversættelser end sprogbrugen.
Indholdsmæssigt kan ”Eden” opdeles i en indledning med påkaldelse af guderne, en første del, som indeholder lægens forpligtelser over for lægekollektivet, og en anden del, som opregner de individuelle etiske regler.
”Jeg sværger ved lægeguden Apollon og Asklepios og Hygeia og Panakeia og samtlige guder og gudinder og sætter dem som dommere over, at jeg efter evne og skøn overholder følgende ed og kontrakt:
Jeg vil sætte den, som har oplært mig i denne kunst, lige med mine forældre, og jeg vil dele min livsførelse med ham og stille mine midler til rådighed for ham, hvis han har brug for det.
Jeg vil regne hans afkom for mine egne brødre og uden aflønning og kontrakt undervise dem i denne kunst, hvis de ønsker at lære den.
Jeg vil give adgang til både instruktion og forelæsning og hele den øvrige faglige kunnen for mine egne og min lærers sønner og for de elever, der har skrevet under og aflagt ed efter den lægelige konvention, men ikke for nogen anden.
Jeg vil udføre behandlingerne til gavn for de syge efter evne og skøn, men vil afholde mig fra at bruge dem til skade og uret.
Jeg vil ikke udlevere noget dødbringende lægemiddel til nogen, selv hvis jeg bliver bedt om det, og jeg vil ikke stille min ekspertise til rådighed for noget sådant.
På samme måde vil jeg heller ikke give en kvinde et fosterfordrivende indlæg.
Rent og fromt vil jeg forvalte mit liv og min kunst.
Jeg vil på ingen måde heller skære for sten, men jeg vil overlade det til de mænd, der har denne beskæftigelse som håndværk.
I hvert hus, hvor jeg får min gang, vil jeg træde ind til gavn for de syge og holde mig fjernt fra enhver bevidst uret og fortræd – ikke mindst seksuelle overgreb – over for kvinde- og mandekroppe, både frie og slaver.
Hvad jeg får at se og høre under lægegerningen, ja også i livet uden for lægegerningen, af noget, som man ikke skal omtale videre, vil jeg tie om og regne den slags ting for at være underkastet tavshedspligt.
Hvis jeg holder dette løfte og ikke bryder det, lad mig da have glæde af min livsførelse og min lægekunst ved at have et godt ry hos alle mennesker til evig tid.
Men hvis jeg overtræder det og sværger falsk, skal det modsatte ske.”
