Hippokrates og det rette øjeblik

Den første af de aforismer som bærer Hippokrates’ navn, har en meget kendt indledning: ”Livet er kort, kunsten lang”. De to følgende ord kan man i sammenhængen oversætte: ”Øjeblikket (er) flygtigt”.
En lidt længere forklaring om det flygtige øjeblik kan læses i det hippokratiske skrift om sygdomme som har fået den engelske titel ”Diseases I”, og den latinske ”De morbis I”. Denne forklaring er nogenlunde samtidig med aforismen og uddyber hvad meningen er med de græske ord ”kairós” og ”oxýs”. ”Kairós” er ikke kun ”øjeblikket”, men ”det rette øjeblik” og har altså noget med timing at gøre, mens ”oxýs” har den meget malende betydning ”skarpt” eller ”akut”.
I ”Diseases I” står der:
”De mest akutte (øjeblikke) indtræder, når man skal hjælpe patienter som er bevidstløse, eller som ikke kan komme af med vandet eller afføringen, eller som er ved at blive kvalt, eller når man skal forløse en kvinde som er ved at føde eller abortere, eller alle andre lignende situationer. Sådanne øjeblikke er akutte, og lidt senere er ikke godt nok. For lidt senere er de fleste døende.”
”Diseases I” består af en lang række sygdomsbeskrivelser, men det mest interessante er indledningen som opremser de nødvendige forudsætninger for at kunne debattere lægekunst korrekt. Det er heri afsnittet om akutte øjeblikke indgår.
Naturligvis må det teoretiske grundlag for lægegerningen også formuleres i indledningen:
”Alle vore sygdomme opstår enten fra kroppens indre d.v.s. galde og slim, eller fra ydre påvirkninger d.v.s. anstrengelser og beskadigelser samt overdreven varme og kulde. Galde og slim optræder i forbindelse med menneskets tilblivelse og findes altid i kroppen i større eller mindre mængde.”
”Diseases I” udtrykker her samme forestilling om to legemsvæsker som findes i ”Affections” og ”Regimen I – IV”, og disse skrifter dateres da også samtidig til ca. 400 f. Kr. eller lidt senere. Der kan dog fornemmes en vis forskel. Forfatteren af ”Diseases I” har efter min mening en lidt mere pedantisk stil uden den store dybde.
Indledningens opremsning rummer interessante detaljer, bl.a. nævnes at der er forskel på hvor hurtigt patienter kommer sig af en sygdom alt efter køn, alder, årstid, tidligere helbredstilstand, sygdommens art og omfang, patientens kød og sidst, men ikke mindst behandlingen.
Et afsnit om behændighed oplyser meget om hvordan lægerne behandlede med skæring, brænding og især med at sætte brækkede knogler sammen og på plads. Man ser det for sig, når det præciseres at det ikke har noget med behændighed i lægekunsten at gøre, om lægen stritter elegant med fingrene eller laver udspekulerede bandager.