Hippokrates og de gamle

Man ved at Hippokrates blev født i 460 f.Kr., men man ved ikke hvornår han døde, kun at han blev meget gammel.
Man ved heller ikke hvordan han ældedes, men mon ikke han har måttet opleve et og andet fra denne hippokratiske liste på egen krop?
Aforisme III, 31:
”De gamles lidelser er: åndenød, halskatar med hoste, besvær og forstyrrelse ved vandladningen, ledsmerter, nyresygdomme, omtågethed, apopleksi, træthed, kløe over hele kroppen, søvnløshed, inkontinens, rindende øjne, næsedryp, svagsynethed, grå stær og tunghørhed.”
De følgende aforismer tegner et billede af robuste gamle grækere:
Aforisme II, 39: ” Gamle mænd er som regel sjældnere syge end unge, men de kroniske sygdomme som de får, er oftest nogle de dør med.”
Aforisme II, 49: ”De som har vænnet sig til at bære de byrder som lægges på dem, kan lettere bære dem, selv når de er svage eller gamle, end stærke, unge mennesker som ikke er vant til det.”
Aforisme I, 14:
“De som stadig vokser, har mest af den medfødte varme. De behøver derfor mest næring, ellers udsultes deres krop. Hos de gamle er varmen svag, og derfor har de kun brug for lidt brændstof. Hvis de får meget, kvæles flammen nemlig. Det er også derfor, febersygdomme ikke udvikler sig så akut hos gamle, kroppen er nemlig kold.”
Den store spændvidde i de hippokratiske skrifter gør at man kan finde en teoretisk baggrund for denne betragtning om livsvarmen i et andet af skrifterne som bærer den engelske titel ”Fleshes”.
1. ”Jeg benytter mig af almene synspunkter, både andres før mig og også mine personlige til brug for denne afhandling. For det er nødvendigt at antage et fælles udgangspunkt for synspunkterne, når man vil sammenfatte en sådan afhandling om lægekunsten som den følgende. Om det himmelske behøver jeg ikke tale undtagen for at påvise hvordan mennesket og de andre dyr formedes og blev til.” – – –
2. ”Det er min opfattelse, at det som kaldes varme, er uforgængeligt, og at det rummer al tanke og ser og hører og ved alt, både det nuværende og det kommende. Dengang alting var under forandring, bevægede størstedelen af denne varme sig ud til den øverste periferi. Det var nok det som vore forgængere gav navnet æteren. Den anden del nedenunder kaldes jorden, og den er kold og tør og i stor bevægelse, og meget af varmen findes inde i den. Den tredje del som er luften (aër) nærmest ved jorden, er meget fugtig og tæt.”
Efter denne indledning følger en detaljeret beskrivelse af hvordan mennesket er blevet til som et andet stykke bagværk under indflydelse af varmen.
Den græske titel (perì sárkon) kunne på dansk gengives med ”Om legemliggørelsen” med undertitlen: en lægelig skabelsesberetning fra antikken.