Hippokrates og åreladning

Åreladning (flebotomía) er en gammel kunst.
Den er ældre end Hippokrates (460-ca.370 f.Kr.) som bl.a. fortæller (i ”Om Luft, Vand og Steder”) at de skythiske nomader brugte åreladning. De snittede sig bag ørerne, når de fik ledsmerter af ridning (man kendte ikke til stigbøjler i oldtiden), og blodtabet hjalp vitterlig nogle af dem.
Hippokrates mente at åreladning på det sted kunne være en årsag til skythernes problemer med ufrugtbarhed og impotens, men han anfører også et par andre grunde dertil: manglende interesse hos begge køn for seksuelt samkvem på grund af kulde og træthed samt den megen ridnings direkte påvirkning af kønsdelene. Mændene kunne i øvrigt sagtens få børn med slavinderne.
Historieskriveren Herodot (ca. 485-ca.425 f.Kr.) fortæller også om visse skytheres ”kvindesyge”, men han videregiver ukommenteret deres egen begrundelse: en tidligere krigerisk plyndring af kærlighedsgudindens tempel. Her har vi ”Historiens fader” over for ”Lægekunstens fader”. Senere fortæller Herodot at skytherne aldrig vasker sig med vand, men udelukkende bader i dampen fra ristede hampfrø (på græsk: kánnabis) hvilket får dem til at hyle af glæde. Herodot fortæller også at når mændene er borte i længere tid, kan kvinderne sagtens få børn med slaverne.
Undskyld dette sidespring – nu tilbage til emnet.
Hippokrates brugte også selv åreladning som behandling af sine patienter, f.eks. fandt han den virksom mod krampe ved voldsomt næseblod (Prorrhetic I, 145) og som smertelindring ved en lungelidelse (Epidemics III, case VIII). Behandlingen gjorde det dog ikke af med den tørre hoste, men patienten blev rask på 34. dagen, efter at have svedt godt og spyttet slim op.
Selv om Hippokrates brugte åreladning, er han ikke den som har introduceret teorien om de fire legemsvæsker (blod, slim, sort og gul galde) som ligger bag den senere ofte overdrevne brug af åreladning. Skriftet hvor man kan finde spiren til denne såkaldte humoralpatologi, hedder i den engelske oversættelse ”Nature of Man” og er skrevet af Hippokrates’ elev og svigersøn Polybos. Det er det eneste af de hippokratiske skrifter man kender forfatteren til, så strengt taget ved man ikke hvilke af de øvrige skrifter Hippokrates selv er forfatter til, men mine eksempler ovenfor er valgt fra de mest sandsynlige. (Når jeg anfører titlerne på engelsk, er det et signal om at de ikke findes oversat til dansk).
Sidst, men ikke mindst:
I det hippokratiske skrift ”Om den gamle Lægekunst” går Hippokrates (og det er nok ham) stærkt ind for at lægekunsten ikke trænger til nogen forenklende sygdomsteori, og her nævner han direkte lægen og filosoffen Empedokles som fremførte læren om de fire elementer: luft, vand, jord og ild. Hippokrates ønsker at lægekunsten fortsat skal være empirisk funderet.