Bente Vinge Pedersen Over de næste uger vil hospitalspræst på Rigshospitalet, Christian Busch, gæsteblogge her på siden med en historie om et fotografi fra Fødselsstiftelsen i Amaliegade, København. Dette er det første af to kapitler.
Historien om et fotografi, af hospitalspræst Christian Busch (Christian.busch@rh.regionh.dk)
Da jeg begyndte som præst på Rigshospitalet for 20 år siden hang der et fotografi i en ramme på væggen. Jeg har altid synes, at det rummer en utrolig fortælling. Både en fantastisk bid af Danmarkshistorien, et fascinerende kapitel af kvindehistorien og en bevægende historie om menneskeskæbner.
Fotografiet viser 15 jordemødre eller sygeplejersker, der sidder eller står med hver med deres barn på armen. Blandt kvinderne sidder en præst i præstekjole. En kvinde er ved at hælde vand fra en dåbskande op i et dåbsfad. På bagvæggen hænger et billede.
Fotografiet forestiller 15 jordemødre, som bærer spædbørn til dåben i Den kongelige Fødselsstiftelses dåbskapel omkring år 1900.
Det usædvanlige ved fotografiet er, at mødrene, eller forældrene ikke er tilstede ved deres barns dåb. Årsagen til at mødrene eller forældrene ikke er tilstede er, at mødrene har født deres børn som hemmeligtfødende kvinder og overlader barnet til Fødselsstiftelsen.
Jo mere, jeg har beskæftiget mig med billedet, jo mere interessant synes jeg at det er blevet – og jeg skal senere komme tilbage til nogle detaljer i billedet. Men først og fremmest – hvad er historien bag de ordningen om de hemmeligtfødende kvinder?
Ordningen om hemmeligtfødende kvinder
I begyndelsen af 1700-tallet var der, som følge af 1600-tallets pestepidemier og krige, et stort befolkningsunderskud i Danmark. Samtidig var der en stigende værdsættelse af det enkelte menneskes liv – også af ufødte børns og spædbørns liv. Kong Frederik 5. (1723 – 1766) og regeringen blev opmærksomme på, at en del spædbørn enten blev dræbt eller udsat som følge af de mange fødsler, der foregik i hemmelighed, fordi kvinden var ”kommet i ulykke”.
For at mindske antallet af spædbørnsdrab og henrettelser af kvinder, der var blevet afsløret i at ombringe deres nyfødte børn, påbød kong Frederik 5. i et reskript fra 1750, at der skulle oprettes et jordemoderhus, ’Det Frie Jordemoderhuus”i Gothersgade, hvor 2 jordemødre skulle modtage hittebørn og hjælpe kvinder, der ønskede at føde i hemmelighed. Hvis jordemødrene røbede de hemmeligtfødende kvinders navne, kunne de som straf landsforvises. Barselshjælpen skulle for uformuende være gratis. Der blev ligeledes oprettet en plejestiftelse, hvor de hemmeligtfødte børn skulle opholde sig indtil de kunne sendes i pleje hos en familie på landet.
Som der står i det reskript Frederiks 5. udsendte i 1750:
Altsaa, siden vi til at forekomme Misgierninger, som drager Guds Vrede og Straf over Lande og Riger intet heller ønskede, end at den saa ofte forekommende Barnefødsel i dølgsmaal og ofte derpaa følgende Fostrenes ombringelse kunde forebygges, have Vi allernaadigst funden for got, at anordne og befale at tvende godt bekiendte Jordemødre skal antages, til at betiende Dem, som enten af Undseelse ey ville have Deres Besvangrelse bekiendt, eller af Uformuenhed ingen hielp vide sig naar de giøre Barsel, da saadanne i forveien maa have Friehed til hemmelig at raadføre sig med disse Jordemødre.(kilde: Reskript – i Rigsarkivets arkivpakke: Samling af de for Fødselsstiftelsens og Frederiks Hospitals gældende retsregler 1750-1808.)
I 1759 blev fødselsstiftelsen overflyttet til det nyåbnede Frederiks Hospital (det nuværende Kunstindustrimuseum imellem Bredgade og Amaliegade) og i 1787 fik Den kongelige Fødselsstiftelse sin egen bygning i Amaliegade. I 1910 blev Den kongelige Fødselsstiftelse integreret i Rigshospitalet og flyttede til bygninger på Rigshospitalets nuværende beliggenhed.
I Fødselsstiftelsen førtes tre protokoller. En Fødselsprotokol med registrering af de fødte børn. Hvis moderen var hemmeligtfødende, stod der et nummer ud for moderens navn. Ligeledes førte man en protokol over de hemmeligtfødende kvinder. Ud for barnets nummer angav man moderens navn. Moderen blev lovet anonymitet til “evig tid”. I praksis betød det, at indtil 1908 skulle der gå 100 år før moderens navn måtte oplyses. Efter 1908 kunne barnet få moderens navn oplyst 18 år efter sin fødsel. I 2007 blev arkivloven ændret, så offentligheden kunne få adgang til protokollerne på samme måde som til andre personoplysninger. Den tredje protokol var en dåbsprotokol. Børn, der blev efterladt af moderen med henblik på bortadoption, blev døbt i Fødselsstiftelsens dåbskapel, som fotografiet viser.
Det var en i europæisk sammenhæng enestående ordning. Mange kvinder, der var ”kommet i ulykke” søgte til Den Kongelige Fødselsstiftelse for at føde deres barn i dølgsmål. I fødselsstiftelsens protokoller over de hemmeligtfødende kvinder findes kvinder fra hele Danmark, alle de nordiske lande, fra de Baltiske lande og Rusland.
Den svenske forfatter Astrid Lindgren er et af de sene eksempler på en kvinde, der henvendte sig til Rigshospitalet for at føde sit barn i dølgsmål. Som 18-årig og journalistelev ved lokalavisen Vimmerbytidningen blev hun gravid. Barnets far, avisens chefredaktør, ville gifte sig med hende. Hun afslog og flyttede til Stockholm. Sønnen Lars (Lasse) blev født den 4. december 1926 på Rigshospitalet i København. Han døde i 1986. Hun havde fået hjælp fra en advokat til at klare formaliteterne, og Rigshospitalet viste sig at være det eneste sygehus i Skandinavien, der tog imod fødende kvinder uden at orientere myndighederne, således at hun undgik at oplyse, hvem faren til barnet var. Sønnen var i familiepleje de første år, før han blev hentet hjem til Stockholm i 1929, efter hans danske fostermor var blevet syg (kilde: http://da.wikipedia.org/wiki/Astrid_Lindgren, 2. januar 2009 )
Fortsættes…
