Freddies fostre

Diskussion om, hvorvidt og under hvilke forhold man kan udstille døde mennesker er højaktuel for Medicinsk Museion, naturligvis primært i forbindelse med den Saxtorphske samling af misdannede fostre, men vel i princippet som følge af samlingen af menneskelige præparater generelt. Diskussionen går gerne på det etisk forsvarlige i at sætte disse genstande til offentlig beskuelse, men der er efter min mening også andre overvejelser, nemlig de erkendelsesmæssig muligheder, der ligger i betragtningen af misdannelser. Personlig må jeg sige, at hensynet til de individer, som især de misdannede fostre engang var, fuldstændig overskygges af den måde disse fostre rykker ved min opfattelse af hvad et menneske er.
Der er næsten altid en glæde ved at vide, at man ikke er alene. Jeg vil derfor, uden at drage yderligere sammenligninger til mig selv, henlede opmærksomheden på surrealisten Wilhelm Freddies refleksioner over nogle indtryk fra sin barndom. Freddie (né Frederik Vilhelm Christian Carlsen, 1909) var søn af Wilhelm Carlsen, der i 1910 blev ansat som laboratoriemester ved Institut for almindelig Patologi på det nyåbnede Rigshospital, og i journalisten Palle Schmidts portrætbog fra 1976, baseret på samtaler med Freddie, kan man læse følgende om lille Frederiks tidlige år:
“Fragmenter af mennesker i sprit, indvolde og fostre i glas, blev en del af hans opvækst. Hele denne verden af rariteter, dette kabinet af mærkværdigheder, kunne simpelthen ikke undgå at sætte fantasien i gang. Og da han glemte, at tingene var sære, fandt han ud af, de var smukke. En hidtil ukendt verden, hvor det fuldkomne trivedes side om side med det ufuldkomne, åbenbaredes.” (Palle Schmidt, Wilhelm Freddie – den evige oprører. København 1976, s. 10.
Rolf Læssøe beretter, at “endnu i 1995 talte Freddie under vore samtaler om det ‘andet, uforklarlige’, som præparaterne havde åbnet hans øjne for, og som han forbandt med ‘magi og trolddom’ – begreber, som han til stadighed anvendte om sin kunst”. (Læssøe, Wilhelm Freddie. København, 1996, s. 13),
og Freddie beskrev selv langtidsvirkningerne af hans møde med præparaterne på følgende måde:
“Til mine tidligste oplevelser hører synet af et lyseblåt barnefoster, som jeg så på Universitetets Institut for almindelig Patologi, hvor jeg har henlevet mine barne- og tidlige ungdomsår. Dette billede står prentet i min bevidsthed og fremkalder altid hos mig følelsen af at stå på et plan, hvor det gådefulde liv og død fornemmes som et lille blyjhagl, jeg har slugt, og som har sat sig fast. Blyhaglet får ofte skikkelse af en sfinks, en kvinde med dyrekrop, som har en tydelig maskulin karakter”. (sst.)
Som et kuriosum kan nævnes, at professoren ved Institut for almindelig patologi, Carl Julius Salomonsen, i 1920’erne kastede sig ud i en kamp mod surrealisme og kubisme, som han så som udtryk for den hidtil upåagtede sindslidelse “dysmorfisme”, dvs. kærlighed til det misdannede. Han havde måske mere ret end han troede…
Er misdannelser naturens anekdoter? Og hvilken plads fortjener de så på Medicinsk Museion?