Adam Bencard Lektor og medicinhistoriker Adam Bencard fra Medicinsk Museion har skrevet en række artikler om aspekter af sårbehandlingens historie til fagtidsskriftet Sår. Tidsskriftet udgives af Dansk Selskab for Sårheling, og indeholder fagmedicinsk stof omhandlende sårvidenskab og sårbehandling. I de næste uger vil vi i samarbejde med Sår gengive en række af teksterne her på vores blog.
D. 23 marts 1844 døde den berømte danske billedhugger Bertel Thorvaldsen. Han sank sammen på sin plads i Det Kongelige Teater under en premiere, og døde af hvad der formodentligt var et hjertestop. Men efter hans død udspillede der sig et drama blandt de læger, som havde behandlet ham igennem de sidste år af hans liv, som handlede om noget helt andet end hjertestop. Striden efter hans død omhandlede det, man i datidens lægesprog kaldte en fontanelle, der var et lægeligt fremkaldt sår, som kunstigt blev holdt åbent igennem længere perioder. Thorvaldsen havde to af disse fontaneller, en på hvert ben. Grundtanken var, at afsondringen af væsker og materie fra såret kunne afhjælpe patientens forskellige lidelser. Striden stod mellem de to læger Ole Bang og Johan Peter Jacobsen. Dagen efter Thorvaldsens død blev Jacobsen beskyldt for at være årsagen til det pludselige dødsfald, da han havde lukket en af de to fontaneller. I avisen Fædrelandet stod der således: “Som bekjendt har Thorvaldsen i Løbet af denne Vinter lidt af en Svaghed i Benene, som ældre Mænd ofte hjemsøges af. Hans Læge var Etatsraad Bang, der tillige var knyttet til ham ved et nøie Venskabsforhold; men Hds. M. Dronningen sendte ham Regimentschirurg Jacobsen, som skulde curere ham, og som paatog sig det Vovestykke, at lukke en Fontenelle, Thorvaldsen i en lang Række af Aaar havde haft i Benet. Det kan ikke tilkomme os at have nogen Dom over en Foranstaltning, som vi vide, at i det mindste Bang har erklæret for høist betænkelig.” Striden førte dog ikke noget yderligere med sig, og andre kilder fortæller, at fontanellen på Thorvaldsens ene ben blev åbnet og lukket flere gange.
En sluse for dårlige væsker
Fortællingen om det lægelige efterspil efter Thorvaldsens død kan unægtelig lyde bizart for den moderne læser. Men i ganske lang tid i den vestlige medicins historie lavede læger og barberkirurger faktisk kunstige sår – udført med blandet andet knive, brændejern, kemikalier, lokalirriterende midler og særlige snore – som de holdt åbne på forskellige måder. Men hvorfor lavede man overhovedet kunstige sår? Hvad var de medicinske idéer bag dem og hvordan blev de udført? For at forstå denne praksis, bliver man, som med så meget andet i den vestlige medicinhistorie, nødt til at gå tilbage til de gamle grækere. I det antikke Grækenland blev der formuleret en model for kroppen, som prægede lægevidenskaben langt op i 1800-tallet. Den såkaldte humorale model (fra latin hūmor, væske) var baseret på forholdet mellem fire kropsvæsker: blod, slim, gul galde og sort galde. Den optimale tilstand var balance. De fire væsker udgjorde kroppens natur, og det var gennem dem, at sygdom og sundhed flød. Forestillingen om kroppen som et balancesystem var en del af et sammenhængende system, hvor kvaliteter som varm og kold blev fortolket sammen med årstiderne, livsaldrene og de fire elementer. Hver person havde på den måde sin egen individuelle humorale balance. Lægens rolle var at genoprette balancen. Var der for meget af en væske eller sad den fast et sted i kroppen, måtte lægen hjælpe det ud. Var der for lidt måtte lægen prøve at ændre patientens kost eller livsstil for at genoprette balancen.
Hjælp til kroppens heling
På baggrund af denne flydende forestilling om kroppen fremstår de kunstige sår som en måde at hjælpe kroppens egen helingsproces på vej. Fontaneller og simer var altså måder at samle og trække uønskede, fordærvede væsker ud af kroppen. De blev brugt til mange forskellige sygdomme, på tværs af krop og sind, alt fra øjensygdomme til cancer og bylder, til melankoli og træthed. For eksempel skriver den berømte franske kirurg Ambrose Paré (1510-1590) om behandlingen af en patient med epilepsi, at han forsøgte at trække de dårlige væsker væk fra hjernen ved hjælp af et kunstigt sår i nakken. Tilsvarende fortæller den engelske militærkirurg Richard Wiseman (1622-1676) om behandlingen af en patient, der havde fået en fontanelle i låret, hvori der var blevet indsat en appelsinkerne. Men fontanellen var blevet meget smertefuld, og Wiseman måtte lukke den og ordne såret. Han skyndte sig dog at lave en ny i hendes arm, så hun ikke skulle lide under ikke at kunne få afløb for de dårlige væsker, der havde gjort det nødvendigt at få en fontanelle til at begynde med.
Den gode betændelse
Et af argumenterne for de kunstige sår fandt man i forestillingen om pus som et positivt tegn på at kroppen var ved at helbrede sig selv. Man delte mellem dårligt pus og godt pus, og havde forskellige teknikker til at hjælpe kroppen med at producere dette gode pus. Udover fontaneller, som man kunne holde åbne ved hjælp af små fremmedlegemer under huden, som tørrede ærter, frugtkerne eller lignende, så trak man også simer, som var sår hvori man efterlod stykker af stof eller snor, som patienten derefter kunne hive frem og tilbage jævnligt og derved holde såret aktivt. Man brugte også spidse og trekantede brændejern til at lave sår med, om end der også kunne være problemer forbundet med det; kirurgen John Wodall (1570–1643) skriver således at brugen af dem i en række behandlinger ”is now forborne by reason the terror thereof to the Patient is great.” En mindre smertefuld måde at skabe sår på var ved hjælp af forskellige syrer og lokalirriterende midler. Man lavede således bandager med knuste spanske fluer, eller påførte kaustisk soda, om end en del kirurger også modsætter sig brugen af kemikalierne, da det ofte var en lang og besværlig proces at anvende dem.
Kroppen stivner
Selvom de kunstige sår var et udbredt praksis gennem mange århundrede, så var læger og kirurger godt klar over, at det var en potentiel farlig ting, man udsatte kroppen for. Man kan se beskrivelser i mange historiske lægebøger, af behandlinger af farligt betændte fontaneller. Men troen på den humorale tænkning var så stærk, at man mente, at det var faren værd. Den tyske kirurg Mathis Gottfried Purmann skrev således, at selvom et kunstigt sår var en byrde og en plage, særligt for følsomme personer, var de fleste dog parat til at udstå lidelserne i håber om, at det ville kurere deres lidelser; ” several Persons are contented to endure it, in hopes that a Cure will recompence the Molestation,” som han skriver. Brugen af fontaneller og andre kunstige sår løb langsomt ud hen mod slutningen af 1800-tallet. Et forhøjet fokus på hygiejne, nye moderne teorier om mikroorganismernes rolle i betændelse og forrådnelse, og et stigende fokus på empirisk evidens i lægevidenskaben gjorde det langsomt af den gamle praksis. Selvfølgeligheden i den flydende, humorale kropsforståelse blev eroderet, og tanken om, at væskerne skulle holdes ’i gang’ så de ikke ophobede sig og blev fordærvede faldt langsomt fra hinanden.
