Daniel
Følelse og Fordøjelse
I begyndelsen af det 20. århundrede udforskede flere fysiologer forholdet mellem følelse og fordøjelse. Det var den russiske fysiolog Ivan Pavlov (1849-1936), der banede vejen for den nye interesse, hvor forholdet mellem forsøgsdyrenes følelser og fysiologi blev eksperimentelt udforsket. I en række forsøg lykkedes det fysiologer at få øget kontrol med forsøgsdyrenes fordøjelse. Igennem disse forsøg kunne fysiologerne studere forsøgsdyrenes fysiologiske reaktioner på følelser.
Den russiske fysiologi Ivan Pavlov opfandt i begyndelse af det 20. århundrede et nyt kirurgisk indgreb, som gjorde det muligt at tappe og studere hundes mavesafter mere præcist end tidligere. Gennem kirurgisk præcision kunne Pavlov ændre på hundenes fysiologi. Pavlov indopererede en åbning i mavesækken, en fistel, og skar spiserøret over i to, således at maden aldrig ville komme ned i mavesækken, men straks blive ført ud af kroppen. Når hundene
blev fordret, såkaldt ”skinfodring” [på engelsk sham feeding], kunne Pavlov konstatere, at der blev produceret masser af mavesafter i hundenes maver, som nemt kunne tappes fra fistlen [se billedet fra Pavlovs laboratorium nedenunder]. Dette tillod Pavlov at studere den levende organismes reaktion på oplevelsen af at spise uden at maden kom ned i mavesækken, samtidig med at han kunne tappe rene mavesafter.
Læs mere:
Wallter Bradford Cannon: Bodily Changes In Pain Hunger Fear And Rage, 1920.
Otniel E. Dror: The Affect of Experiment: The Turn to Emotions in Anglo-American Physiology, 1900-1940 i Isis, 90:2, 1999.
Jackie D. Wood: The First Nobel Prize for Integrated Systems Physiology: Ivan Petrovich Pavlov, 1904 i Physiology, 19:6, 2004.
Manisk episode behandlet med aktivt kul
I en artikel udgivet i Australian & New Zealand Journal of Psychiatry af et hold franske læger beskrives et forløb, hvor 46-årig kvinde indlægges på universitetshospitalet Henri-Mondor i Paris på grund af en manisk episode.
Kvinden har ikke tidligere haft nogen psykiatriske symptomer og har heller ikke nogen familiemedlemmer med psykiske lidelser. Til gengæld er hun få uger tidligere blevet opereret for sygelig overvægt, hvor hendes mavesæk blev delvist fjernet.
Lægerne mistænkte at operationen havde medført en forstyrrelse af tarmfloraen og dysfunktion af tarmbarrieren, og at dette var årsag til en øget inflammatorisk tilstand i tarmen. Det blev bekræftet at patienten havde forhøjede niveauer af flere inflammatoriske markører – herunder såkaldte cykotiner (signalstoffer) – i blodet. Disse stoffer kan have nået hjernen og forårsaget den maniske episode.
Men i stedet for at behandle med beroligende midler eller andre typiske metoder, valgte lægerne at behandle med aktivt kul. Ideen var at nedbringe den forhøjede mængde af de inflammatoriske cytokiner fra tarmen, da det aktive kul fungerer som en slags svamp, der er i stand til at opsuge stofferne, så de ikke kan forårsagde den inflammatoriske tilstand.
Ganske som forventet fungerede det aktive kul vældigt effektivt på at nedbringe mængden af inflammatoriske cytokiner. Efter to uger var alle stofferne markant sænket, men endnu mere interessant var, at patienten ikke længere udviste nogen symptomer på mani. Behandlingen fortsatte og efter fire måneder var niveauerne helt normaliseret. Der havde desuden heller ikke været flere symptomer, og efter otte måneder var patienten stadig symptomfri.
Et elegant eksempel på en behandling, hvor mave-tarm-hjerne-forbindelsen spiller en vigtig rolle og hvor man via maven behandler en tilstand i hjernen. Mind the Gut!
Kilde: Hamdani N et al. (2015), Resolution of a manic episode treated with activated charcoal: Evidence for a brain–gut axis in bipolar disorder. Australian & New Zealand Journal of Psychiatry
Fordøjelsesenzymer og autisme
I et klinisk forsøg blev godt 100 børn med autisme delt tilfældigt op i to grupper, som blev givet en daglig dosis af enten fordøjelsesenzymer (gruppe 1) eller placebo (gruppe 2). Der var tale om et dobbelt-blændet forsøg, hvor altså hverken børnene, forældrene eller forskere vidste under forsøget, hvilken gruppe barnet tilhørte.
Før og efter forsøget der varede tre måneder blev børnene vurderet efter CARS (Childhood Autism Rating Scale) skalaen. CARS består af 14 parametre, hvor barnet gives en score på mellem 1 og 4, hvor 1 vurderes som normalt for barnets alder og 4 vurderes som svært afvigende. De 14 parametre lægges sammen og barnet vurderes til at være ikke autistisk (under 30), mild til moderat autistisk (30-36,5) eller svær autistisk (over 36,5). Børnene blev før, under og efter forsøget desuden vurderet af børnenes egne forældre efter GBRS (Global Behavior Rating Scales) skalaen for at give en subjektiv vurdering af evt. forbedring.
Der var før forsøgets start ingen forskel på værdierne, når man sammenlignede de to grupper. Efter forsøget viste børnene i gruppe 2 (altså dem der havde fået placebo) ingen ændring på hverken CARS eller GBRS. Til gengæld var der i gruppe 1 en statistisk signifikant forbedring i værdier inden for følgende parametre: emotionel respons, generelt indtryk samt samlet CARS-score. Sidstnævnte faldt i gruppe 1 fra 36,1 til 31,2 i gennemsnit. GBRS-scoren steg i gruppe 1 til 5,5, hvilket tolkes som en mild forbedring.
Der var i gruppe 1 ikke voldsomme ændringer i de forskellige parametre, men samlet set medførte enzymtilskuddet altså en generel forbedring, der flyttede børnene fra den svære til den milde ende af skalaen.
Er det mon så mangel på fordøjelsesenzymer, der kan forårsage autisme – eller førstnævnte en konsekvens af sygdommen? Der er i hvert fald noget, der tyder på en sammenhæng…
[De følgende indlæg blev oprindeligt offentliggjort på Tumblr-siden tilknyttet den første fase af udstillingsprojektet - Mind the Gut. Alle indlæg vil nu blive en del af udstillingens webside her]
