Thomas Söderqvist Da Museion-begrebet begyndte at blive mere konkret i de diskussioner som Frank og jeg havde for tre år siden — og som udfoldede sig i den “hvide” handlingsplan fra marts 2003 — så blev “søjle”-metaforen et bærende billede på hvad vi ville med stedet. Tankegangen var enkel:
1) Museion var musernes tempel.
2) Indgangen til Akademibygningen i Bredgade ligner indgangen til et tempel.
3) vi har fire funktionsområder, dvs. forskning, undervisning, formidling (udstillinger) og samlinger, som kan lignes ved søjler.
Ergo: Museion er et tempel med fire søjler: forskningssøjlen, undervisningssøjlen, formidlings (udstillings)-søjlen, og samlingssøjlen.
Søjle-metaforen har båret os igennem mange diskussioner — og den har også været nyttig for at sælge Museion-konceptet til fakultetet, den biomedicinske verden og museumsverden.
Men metaforer kan også snære tankerne. Og det er den måske ved at gøre nu. Det mente ihvertfald Signe i en sen time under julefrokosten.
Men lad mig lige skrue uret 18 timer tilbage. Det begyndte dagen før, torsdag den 16. december, i Århus, på Stenoinstituttet, hvor jeg holdt seminar om Medicinsk Museion-konceptet. De er ved at lægge virksomheden ved Afdeling for Videnskabshistorie, Stenomuseet og Center for Naturvidenskabsdidaktik sammen (om et par år under fælles tag) og de var derfor selvfølgelig interesserade i, hvordan vi tænker integration mellem forskning, undervisning, samlinger og udstillinger herinde — og især hvordan dette kan foregå i form af en satsning på biomedicinens nutidshistorie.
Jeg talte i 45 minutter. Det store powerpoint-show. Spørgsmålene bagefter handlede stort set allesammen om hvordan man fik de fire funktionsområder integreret med hinanden. Og jeg mærkte at jeg i stigende grad blev irriteret, men forstod ikke hvorfor.
Da Kurt Møller Pedersen til sidst spurgte om det var forskningen som skulle drive indsamlingen eller omvendt (eller måske spurgte han om udstillingerne skulle drive forskingen eller omvendt?, det er ligemeget) — så indså jeg hvori problemet lå. “Nej, det er forkert tænkt. Du tænker i færdige kategorier. Du tænker i fire færdige kasser og gensidige piler mellem dem. Det leder tanken i forkert retning”.
Det blev slutreplikken. Kl. var 17, alle var trætte og vi gik og delte et par flasker vin i dekanens mødelokale og blev gevaldigt opkvikkede — og bagefter gik vi på en af byens indesteder (de ved at traktere sine gæster, de Århusianere). Der havde vi sjovere ting at tale om (de er også gode til sladder, de Århusianere). Så det blev aften og Morten (Skydsgaard) og jeg gik ned og tog Københavnstoget. Morten stod af i Slagelse og jeg kørte videre til Kbh og skrev julemandens tale i toget.
Nå, men før at ikke denne historie skal blive lige så lang som den famøse juletale, så lad os nu gå et døgn frem i tiden, til julefrokostens aften. Hen på aftenen sad jeg på et tidspunkt ude i køkkenet og snakkede med bla. Ida (den nye studenteromviser) og Ion. Og så prøvede jeg at fortælle Ida om min oplevelse i Århus dagen før. Og sagde cirka følgende:
“Det er forkert at tænke Medicinsk Museion som fire funktionsområder som spiller sammen. Det låser os fast. Istedet skal vi tænke på vores virke som en aktivitet — nemlig som en udforskning af den biomedicnske virkelighed igennem de sidste 50 år.
Vi står overfor en ukendt territorium. Den moderne biomedicin er et Terra Incognita. Et ukendt land.
Det er ligesom 1700-talets udforskning af den klassiske oldtid. Da undersøgte man også et ukendt land. Og i den udforskning gav det ikke mening at skelne mellem forskning, undervisning, indsamling og udstillinger som adskilte aktiviteter. Det var et fedt. Det var lysten at lære det nye land at kende som drev værket. Nysgerrigheden. Nogen gange skrev man til lærde kollegaer (det blev med tiden til arkeologisk forskning), nogen gange underviste man i det, nogen gange holdt man foredrag til interesserede fruentimmer. Og en stor del af energien gik med at samle antikkens antikviteter og lægge på lager (det var det som med tiden blev til British Museums samlinger).
Jeg tror vi skal tænke i samme baner m.h.t. Medicnsk Museion. Den moderne biomedicins kultur og historie er et samlet ukendt land som vi vil lære kende bedre. Og derfra udspringer så en række intellektuelle praksisser.
Fx. at fortælle andre historikere (antropologer, etnologer, sociologer) om hvad vi er nået frem til. Det sker med hensyntagen til hvad vores kolleger allerede har ment om sagen, resultaterne publiceres i tidskrifter og i bøger på akademiske forlag, og gerne på engelsk. Det kalder vi forskning.
En anden praksis som vokser ud af denne nysgerrige undersøgelse af det ukendte land fortæller vi til studerende som genre vil vide mere. Det kalder vi undervisning.
En tredje praksis er at samle materielle genstande, billeder, arkivalier mm. Når det sker systematisk og havner på hylder, så kalder vi det samlinger.
Og en fjerde intellektuel praksis er at fortælle til et lidt bredere publikum om hvordan dette ukendte land ser ud . Det kalder vi formidling og udstillinger.
Pointen her er, at de fire praksisser ikke er givet på forhånd. De er ikke defineret på forhånd. De vokser ud af en fælles grundpraksis, nemmelig at være nysgerrig på hvad den moderne biomedicin er for en giraf. Ud af denne grundpraksis udspalter sig efterhånden nogle praksisområder, som i visse henseender er temmelig adskilte, i andre henseender tæt forbundet. Jeg har nævnt fire, man kan godt tænke sig flere.”
Så sagde Ida (som også underviser i oldtidskundskab i gymnasiet): “det var jo det som det græske ord historía oprindeligt betød. En undersøgelse. I er i gang med historía”.
Bingo!
Så, er der kun episoden med Signe tilbage at fortælle. Glad for at Ida satte prikken over i-et, tog jeg min jakke og taske for at gå. I dørren stod Signe med en øl i hånden. Jeg satte mig på trappen og fortalte hende alt det jeg havde sagt til Ida — plus Idas bingosvar.
Signe, som jo ikke præcis er kendt for sin englelignede tålmodighed 🙂 afbrød mig efter ca. lige præcis fem sekunder og sagde: “Thomas, det er søjlemetaforen der er forkert! For den bygger lige præcis på at det skulle handle om fire opindeligt adskilte områder som skal førsøges forenet. Hvis man tænker på den måde, så blir det selvfølgelig til et tempel med fire tykke, stabile søjler, der er solidt adskilte fra hinanden og som bærer overbygningen på sine skuldrer” (nu lægger jeg nok mere i Signes mund end hun sagde, men lidt fantasi er vel ok?)
Og så sagde jeg (eller var det Signe?): “Istedet synes jeg vi skal se på Medicinsk Museion som fælles erkendelsesstrøm som er forenet fra starten, men som af forskellige praktiske grunde kan holdes adskilt indimellem”.
Det var så det. Det var årets heureka-oplevelse, en heureka-oplevelse som løsnede 18 timers frustration over at jeg ikke kunne give Kurt & Co. et tilfredsstillende svar.
Vi blev siddende et par minutter og småsnakkede lidt om hvilken metafor man så kunne vælge i stedet for. Signe foreslog vistnok et træ, men det brød jeg mig ikke om. Det har jeg så gået og tænkt lidt over i de sidste fjorten dage – og nu er jeg kommet frem til et forslag til en anden metafor for Medicinsk Museion – kildevældet.
Dvs. vandet som løber ud af en kilde på toppen af en bakke. Det vælder op af jordens indre, fosser ud og rinder ned langs med bakken – det danner små bække, som forgrener sig, smelter sammen, forgrener sig igen, und so weiter.
Kildevældet er en metafor for den historiske re-præsentationsprocess. Når vi undersøger den moderne biomedins kultur og historie så re-præsenterer vi den. Re-præsentationen er tænkningens grundbevægelse.
Denne re-præsentation kan så ske igennem forskellige kanaler (medier, former), som forskellige re-præsentationspraksisser — forskellige slags re-præsentationer af samme slags fænomen til forskellige slags mennesker, i forskellige sammenhænge. Fx. en re-præsentation af genchippens historie i form af en artikel til Bulletin of the History of Medicine, eller som en særudstilling om genchippen og genetisk screening. Eller i form af en samling af Affymetrix’ genchips i forskellige udgaver, eller i form af et lille kursus på 5. semester på lægeuddannelsen.
Eller en femte eller sjætte slags re-præsentation som jeg ikke har haft fantasi nok til at forestille mig. Er der nogen der har nogle gode forslag? Og i det hele taget synspunkter på denne lange nytårsfortælling.
Godt Nyt År!
Thomas
(PS: Hvis nogen har korte kommentarer til dette, så foreslår jeg at de bliver skrevet netop som “kommentar” — men hvis man skriver mere end 10-15 linjer så bliver det lidt uhåndterligt i kommentarfeltet. Så er det bedre at skrive et nyt indlæg istedet for)
