Fedme: videnskabelig udfordring – politisk problem

[flickr id=”6430591225″ thumbnail=”medium” overlay=”true” size=”original” group=”” align=”left”] Fade med de lækreste næste-hjemmebagte kanelsnegle bød mandag den 28. november 2011 deltagerne til DanORC (Danish Obesity Research Centre)s konference “Dansk fedmeforskning – Hvor er vi og hvor vil vi hen?”  velkommen til Christiansborg. Havde det været en hvilken som helst anden konference, ville jeg nok ikke ladet mig mærke af det, men når 100 mennesker netop er samlet for at gøre status over fedmeindsatsen i Danmark, er et fad sukker og fedt i skøn forening nærmere en kunstinstallation end mad. Jeg bilder mig også ind, at der var en vis tøven blandt deltagerne med at gå til fadene, men måske var det en overfortolkning.
Konferencen var indkaldt af det nationale forskningscenter for fedme – DanORC – der siden 2007 og forsøgt at skabe rammerne for en koordineret forskningsindsats på området. Om kort tid løber pengene ud, og derfor er det ved at være på tide at få fremtiden sikret med nye midler, hvad enten det er fra offentlige eller private kilder. Forskningsemnet er dog om noget samfundsmæssigt brandvarmt og har politisk bevågenhed, så det forekom naturligt, at mødet blev afholdt i Fællessalen på Christiansborg, samt at en række politikere var inviteret.
Programmet var fyldigt og repræsenterede både danske aktører fra fra det meget brede forskningsfelt og interessante udenlandske perspektiver, der både satte fedmeepidemien i en global kontekst og var med til at skærpe opmærksomheden omkring de forhold, der er specifikt danske. Overordnet set efterlod konferencen klart det budskab, at der er behov for et eller andet nationalt samlingspunkt, der kan danne baggrund for en velfunderet indsats mod fedmeepidemien, og det lød som om, det var en rolle  som DanORC meget gerne ville påtage sig.
Udover dette politiske budskab synes jeg konferencen viste to interessante forhold. For det første er det tydeligt, at der er forskel på at tale om forebyggelse og behandling af fedme, og at det er vigtigt at være sig denne forskel bevidst, fordi man let kommer til at forplumre indsatsen, hvis man ikke gør det. Det paradoksale er, at kost og motionsråd måske kan forhindre at folk bliver overvægtige, men noget tyder på, at de samme råd får faktisk ikke overvægtige til at tabe sig over længere tid. Der skal andre midler i brug, når overvægten først har fået fat.
For det er så åbenlyst, at politik og forskning er to forskellige verdener, der arbejder ud fra forskellige logikker. Politikerne efterspørger klare evidensbaserede anvisninger fra forskningen om, hvad de helt konkret skal gøre. De ønsker at iværksætte initiativer, men de vil være sikre på, at de ikke fejler. Omvendt arbejder det meste af grundforskningen i et felt, hvor det ikke kan lade sig gøre at komme med klare svar. I hvert fald ikke endnu. Historikeren Anne Løkke fremførte det synspunkt, at vi er lige på kanten af det store forskningsmæssige gennembrud.  Der er sket næsten ubegribelig meget bare de seneste 5 år, men vi mangler stadig at forstå,  hvorfor vi bliver fede. Hun pegede dermed også på den fare, der kan være for at komme til at gøre mere skade end gavn med sine initiativer. Så det store spørgsmål bliver dermed, hvordan den stadig større viden kan omsættes til politisk handling, uden at man slår patienten ihjel undervejs.