mama Der er enkelte særlige privilegier forbundet med at være finansieret af et tværvidenskabeligt forskningscenter. For eksempel betyder det, at der ind imellem indfinder sig muligheder for at prøve ting, som man ellers ikke ville få lejlighed til at prøve. Som at lave en videnskabelig poster for eksempel. Og at arrangere konferencer, hvor der er indlagt en poster-session med posters fra hele det videnskabelige spektrum. Kombinationen af disse to ting betød, at jeg for lidt over en uge siden fik lejlighed for at afprøve mine nytillærte færdigheder udi poster-lavning – og bagefter præsenterede posteren til konferencen.
Det viste sig at være væsentlig sværere at lave posteren end forventet (nu havde jeg jo fået alle de tips og gode råd, jeg skulle bruge). Faktisk tror jeg det gik op for mig undervejs, hvorfor posters er noget, der normalt kun er tradition for inden for naturvidenskab. Men først – her er en lille udgave af resultatet af mine anstrengelser:
Det blev ikke helt dårligt, når jeg selv skal sige det, men der er stadig lidt for meget tekst og lidt for lidt farver og illustrationer. At lave posteren var ellers en god øvelse i at skæreoverflødig tekst væk – noget man aldrig kan øve sig for meget på – men viste også noget om genrens begrænsninger. Man kan eksempelvis ikke rigtig forklare noget i en poster. Alle begreber, man bruger, bliver nødt til at være umiddelbart forståelige, mål og metoder skal være klare, og konklusionen skal helst kunne præsenteres på ti linier.
Med andre ord, jeg fik stor respekt for de gode posters, jeg så til konferencen. Og jeg fik peget på nogle af forskellene mellem humaniora og naturvidenskab.
I humaniora forklarer man nemlig meget. Man definerer begreber, sammensætter sin tilgang af relevante metoder og teorier fra flere felter (hvilket man skal argumentere for og begrunde), og man har generelt et ønske om at vise kompleksitet og flertydigheder i sit materiale. Der er sjældent ét hurtigt svar på problemstillinger inden for humaniora.
Det er der heller ikke inden for naturvidenskab. Men naturvidenskabelige fag kan ofte henvise til veldefinerede metoder, som man blot behøver at nævne navnet på. Tilhørerne vil så oftest have en forhåndsviden om metodens anvendelighed og begrænsninger, som vil være velbeskrevet i forskningslitteraturen om emnet. Og de spørgsmål, der stilles er ofte noget i stil med ‘hvordan har denne receptor i denne del af hjernens væv indvirkning på blodgennemstrømningen i dette væv?’ (som min kollega Sanne Barsballe Jessen præsenterede i sin poster).
Selv om svaret på dette også er komplekst, har det nogle andre muligheder for at blive besvaret kort og gennem brug af modeller og tegninger, end humanistiske spørgsmål. Sammenlign eksempelvis med ‘hvordan har forståelser af begrebet ‘successful aging’ udviklet sig inden for aldringsforskning siden 1980’erne?’, som er et af de spørgsmål, jeg stiller i mit ph.d.-projekt…
Flere ting kunne nok siges om disse forskelle, men nu begynder jeg allerede at synes at denne blogpost bliver lang. Lad mig blot her til slut sige, at selve poster-sessionen gik godt. Det var en rar, uformel måde at komme i kontakt med folk, der syntes ens emne lød interessant. Når jeg skulle forklare interesserede, hvad mit projekt gik ud på, var det et godt hjælpemiddel at kunne pege på min poster. Og så var der vin og frugt, hvilket er universelt fornøjeligt på tværs af fagdiscipliner.
Et par tanker om posters og fagligheder
Der er enkelte særlige privilegier forbundet med at være finansieret af et tværvidenskabeligt forskningscenter. For eksempel betyder det, at der ind imellem indfinder sig muligheder for at prøve ting, som man ellers ikke ville få lejlighed til at prøve. Som at lave en videnskabelig poster for eksempel. Og at arrangere konferencer, hvor der er indlagt […]
