Erfaringer fra efterårsferien

4 rundvisninger, 29 børn og 145 klistermærker senere er min konklusion klar: Børn er nogle af de sværeste at lave rundvisninger for – men også de sjoveste. 
Jeg er meget positivt overrasket over børnenes reaktion på de udstillede kropsdele. Der er tydeligt fascination og nysgerrighed i mødet med det indsamlede menneske. Nogle gange virker det endda, som om de mange organer og knogler virker mere afskrækkende på de medfølgende forældre.
For mig er det samtidig meget lærerigt – bogstavelig talt – at se udstillingen i børnehøjde. Enkelte ting træder klarere frem, men i mange tilfælde er genstandene utilgængelige, og det skal rundvisningen kompensere for.
Biologi er tydeligt en interesse blandt flere af de besøgende børn, som kender sener, nerver og muskler – trods en alder på 7 til 10 år. Og spørgelysten går til tider udover, hvad jeg kan svare på. Der er dog en tydelig udfordring, som også går igen ved omvisningerne for voksne. Nemlig at hjerter og kranier er bedre til at fange folk ind end cellekulturer og blodprøver. Selv om børnene synes, det er sjovt, at de allerede selv er indsamlet i form af PKU-prøven, så kan det på ingen måde konkurrere med et hjerte med skudhuller.
Jeg er således ikke i tvivl om, at vi skal have flere omvisninger for børn – om ikke før så i vinterferien. Og inden da vil jeg forhåbentlig være kommet tættere på at besvare:
”Hvordan ”sælger” man bedre historierne om celler og DNA i børnehøjde?”