Er Design4Science simpel nok?

… spørger Camilla. Af tilbagemeldingerne at dømme, er indholdet i udstillingen svært at forstå. Det er jeg sådan set enig i, men jeg tror ikke det er pga. det videnskabelige (proteinkemiske, molekylærbiologiske) indhold i sig selv, men snarere måden dette indhold er fremstillet på.
Sagen er jo den, at samfundsteorier, for ikke at tale om litterære eller æstetiske teorier, gennemgående er meget sværere at forstå end basal kemi og biologi (spørg bare 2. generations indvandrere, som synes at samfundsfag og humaniora er meget sværere end naturvidenskab og teknik). Det har med indforståethed at gøre. Problemet med Design4Science er at den i vid udstrækning præsenterer biologi og proteinkemi på en alt for indforstået måde — den giver hverken den videnskabelige eller historisk/kulturelle kontekst som ville gøre det nemmere. To eksempler:
1) Den animerede film (“The Inner Life of the Cell”) som vises på den hvide Mac-skærm i hjørnet i den sidste store udstillingsstue er fuld af fantasiæggende former og farver i bedste Pixar-stil. Men der gives ikke nogen som helst forklaring af hvad man ser. Vi får fx ikke at vide at det var verdens bedste animeringshold (dem bag ‘Shrek’) som lavede den i 2005-2006 som undervisningsmateriale i samarbejde med biologer ved Harvard (se tidligere post om den her) og vi får ikke noget at vide om designarbejdet bag den. De pseudo-3D-billeder man kan lave med animeringstekniken kontrasteres ikke med tidligere 2D-billedteknik. Og fremfor alt får vi ikke noget som helst at vide om hvad man “ser” på billederne, dvs. hvad animeringen skal “forestille” — celleorganeller, proteinmotorer, cytoplasmatisk netværk, ribosomer, proteinsyntese, mm. Man kunne godt have brugt et halvt eller helt rum i udstillingen med at gå i dybden med hvordan animering (movie design) af molekyler og cellestrukturer foregår, hvad for slags data animeringen bygger på og hvor meget, der er pedagogiske forenklinger (fx. tomrummet mellem molekylerne og alt sker i ekstrem ultrarapid), hvor meget der er fri animeringsfantasi (fx. farverne), og hvor meget, eller lidt, som er eksperimentelle “facts”. Den slags forklaringer og kontekstualiseringer ville have gjort skærmbilledet mere begribeligt, og ikke gjort det æstetiske indtryk mindre — tværtimod, tror jeg.
2) John Sulstons studier af programmeret celledød (Nobelpris i 2002 sammen med Sidney Brenner og Robert Horwitz) bliver vist meget summarisk. For den som kender bare lidt til Brenners og Sulstons forskning er det ret fantastisk at se Sulstons egne notesbøger. Det må være lidt ligesom musikhistorikere, der får sommerfugle i maven når de ser et håndskrevet originalpartitur til en af Beethovens symfonier — jeg undslap i hvert fald et højt wow! når jeg indså at det var the real thing som lå under glasskiven. Men for den uindviede er disse notesbøger lige så håbløst uintressante som det er at se Dødehavsrullerne i original, hvis man ikke har læst eller hørt om Bibeln. Det kræver mere af videnskabelig forklaring og historisk kontekst for at forstå, hvordan Sulston brugte Brenners elskede C. elegans til at følge den genetiske progammering af hver eneste celledelling og celledød, celle for celle, i den lille orm. Som den nu bliver præsenteret, er det bare en masse ringer og nummer i en bog. En slags uforståeligt laboratoriepartitur.
Jeg kunne give flere eksempler. Pointen er altså, at selv om udstillingen umiddelbart er svær at forstå, så er meget af det biologiske faktisk ret nemt når man får det forklaret og sat i sin historiske sammenhæng. Det kræver bare mere plads og mere tid og meget mer omfattende udstillingsforberedelsesarbejde. Og det kræver at man gør mere ud af forskningen som kognitiv produktionsproces — hvordan tænkning  og eksperimentelt arbejde samvirker, hvordan instrumenter, data og fantasi går op i en højere enhed. Udstillingen proklamerer denne højere enhed, men den viser det ikke.
Det betyder ikke at Design4Science er en dårlig udstilling. Den er enormt flot, Shirley Wheeler har gjort en fantastisk arbejde med at indsamle disse smukke billeder, modeller og dokumenter og lave en helstøbt udstilling af den. Som estetisk oplevelse synes jeg at den er bedre end meget af det, der bliver vist på kunstmuseerne og gallerierne i dag. (Og den står meget bedre her på Medicinsk Museion end den gjorde på Nobelmuseeet sidste år, hvor den næsten forsvandt i den store søjlehal). Men samtidigt er den altså et godt eksempel på, hvor utroligt svært det er at lave udstillinger på grænsen mellem videnskab, kunst og historie. At lave udstillinger hvor den videnskabelige process, den æstetiske dømmekraft og den kritiske historiske tænkning forenes. Det er ikke lykkedes for Design4Science — og det er næppe lykkedes for nogen anden udstiling jeg har set, men det forhindrer jo ikke at vi kan have det som et mål at stræbe efter.
Problemet er altså at det er svært at triangulere en pedagogisk uddannelsesudstillilng (som de ville gøre det på Experimentarium), en kunstudstillilng (som de ville gøre på Kunstindustrimuseet) og en kulturhistorisk udstilling (som fx. Nationalmuseet ville lægge op til).  Design4Science ligger meget tættere på kunstudstillingen. Men vi skulle nødig gå i den anden grøft og begynde lave udstillinger som en form for museumsdidaktik. Så jeg tror vi kan lære rigtigt meget af at gennemgå Design4Science og analysere i detaljer både der, hvor den ikke kan bære og der, hvor den (faktisk og i stort omfang) er en succé. 
For så at svare på Camillas spørgsmål. Jeg tror at indholdet i Design4Science er simpelt nok. Men det er ikke kontekstualiseret nok.