I går “fejrede” International Diabetes Federation den årlige “Verdens Diabetes Dag“. Det er en global kampagne som skal sætte fokus på diabetes og den trussel som sygdommen er. Kampagnen understøttedes af fem hovedbudskab:
- Diabetes kills: 1 person every 8 seconds, 4 million people a year
- Diabetes does not discriminate: all ages, rich and poor, all countries
- Diabetes can no longer be ignored: 4 million lives lost a year, 1 million amputations a year, millions lost in income and productivity
- Life-saving care, a right not a privilege: education, medicines, technologies
- Choose Health: demand healthy food and environments, keep active, eat well. You can make a difference.
Hertil kan føjes, at det forudses, at der i 2030 vil være over 550 millioner mennesker verden over som lider af diabetes. Det er næsten hver tiende!
Der diskuteres og forskes meget i hvad denne udvikling skyldes, men der er vist ingen tvivl om, at en af synderne er vores tendens til at æde for meget og røre os for lidt. Det er i hvert fald tilfældet for det altovervejende flertal af diabetikere, som er diagnosticeret med type 2 diabetes. For type 1 diabetikere er verden lidt anderledes. De har mistet evnen til selv at producere insulin og er i stedet afhængige af kunstig tilførsel af dette hormon, f.eks. i form af daglige injektioner. Disse patienter kan vi jo ikke bare bede om at spise anderledes og dyrke mere motion.
Man har i mange år forsøgt at transplantere raske såkaldte langerhanske øer til type 1 diabetikere i håbet om, at de kunne genvinde evnen til at producere insulin. Men udfordringen har ofte været, at det transplanterede væv (oftest i leveren) efter forholdvis kort tid går til grunde pga. angreb fra immunforsvaret. Der er altså ikke tale om en helbredelse. Kun omkring 10% af transplaterede patienter er stadigt uafhængige af insulin efter fem år. Derfor har man længe ledt efter alternative steder at transplantere vævet til, hvor det kan beskyttes bedre mod immunforsvarets angreb.
Her har man især kigget på såkaldte immunpriviligerede steder – altså steder i kroppen, hvor immunforsvaret ikke umiddelbart har adgang. Det gælder f.eks. testikler, skjoldbruskkirtlel og øjets forkammer. Sidstnævnte har trods det utænkelige i at transplantere væv ind i øjet vist sig at have en del fordele. Bl. a. kan de transplanterede celler ses. Man kan altså iagttage og overvåge dem non-invasivt. Forsøg med at indsætte langerhanske øer i øjet har været udført i både mus og i menneskeaber. I begge tilfælde er de transplanterede øer i stand til at genoprette insulinproduktionen og regulere blodsukkeret. Og bedst af alt tyder det på at der ikke er de store bivirkninger ved proceduren.
Men hvis dette nogensinde skal betyde noget for type 1 diabetikere skal der laves forsøg i mennesker. De fleste af os får det nok halvtdårligt blot ved tanken eller synet af en nål mod øjet som her til højre (en øjentatovering(!)). Så vil der være villige kandidater? Vil patienter melde sig frivilligt til at få indsat celler i øjet? Opvejer muligheden for helbredelse – eller blot midlertidig uafhængighed af insulin – risikoen ved denne type transplantation? Jeg synes i hvert fald det er spændende at se hvad der sker! Hvad siger du?
Læs mere:
- Alternative transplantation sites for pancreatic islet grafts
- Non-invasive in vivo imaging of pancreatic β-cell function and survival
- The anterior chamber of the eye as a clinical transplantation site for the treatment of diabetes: a study in a baboon model of diabetes