Kirsten Jungersen Medicinsk Museion har modtaget et fint indrammet billede af en læge som inspicerer en glaskolbe med urin. Hvis et sådant gammelt billede skal kunne indgå i en udstilling, er det nødvendigt at have en hel del oplysninger om dets baggrund.
Der er forskellige oplysninger på selve billedet. I nederste venstre hjørne står med meget småt: ”No. 5. Published according to Act of Parliam. by J. Boydell Engraver in Cheapside 1763”. Billedet er altså et kobberstik fra firmaet J. Boydell trykt i 1763 i et antal af mindst 5 eksemplarer. John Boydell (1720–1804) er især kendt for sit ”Shakespeare Gallery”.
Som en signatur lige under billedet står: ”Anthony Walker sculpsit”. Kunstneren Anthony Walker (1726–1765) udførte bl.a. denne slags store graveringsopgaver efter ældre malerier for Boydell. Det originale maleri tilhørte William Beckford hvis våbenmærke deler kobberstikkets hovedtekst i to dele:
Originalmaleriet hænger nu i Staatliche Museen zu Berlin, Gemäldegalerie, og er forsynet med teksten: ”Adriaen van Ostade, Der Arzt in seinem Studierzimmer, 1665, Holz, 28,3 x 22,9 cm.” Kobberstikket er spejlvendt i forhold til maleriet. Kobberstikkets overskrift ”PHYSICK” svarer til den tyske titel, og på dansk kunne en universitetsuddannet læge på samme tid også kaldes en fysicus.
Den hollandske maler Adriaen van Ostade (1610–1685) er især kendt for sine talrige satiriske genremalerier af bønder og plattenslagere, men her portrætterer han en mand fra samfundets højere lag hvilket tydeligt ses på studerekammerets indretning med fint bordtæppe og på glimtet af den bagvedliggende stue. Man kommer dog ikke uden om det store spørgsmål: Er maleriet en karikatur?
Lægen er skildret midt i sit arbejde med uroskopi, d.v.s. fjerndiagnosticering af en patient ved hjælp af indtrykket af farve, lagdeling, urenheder og lignende i en tilsendt urinprøve.
Den lærde læge sidder med en dejlig urtebog opslået, han har selv tørrede urter på væggen og en apotekerkrukke på bordet. Lægens påklædning i bekvem kåbe og hue er typisk for tidens lærde mænd, og der er i og for sig intet i billedet som utvetydigt røber malerens kritiske blik. Huen skal sidde lidt ned i panden, dog muligvis ikke på sned, og hånden på maven kan ikke tolkes med nogen sikkerhed. Der er dog en enkelt ting som vælter hele indtrykket: lægens blik! Han virker træt og desillusioneret.
Maleren og måske også lægen selv har mistet troen på uroskopi som ellers i mange hundrede år havde været ikon for lægekunsten, men som netop i denne periode var blevet genstand for kritik fra lægernes egne rækker.
