Morten Hillgaard Bülow Udstillingen Det indsamlede menneske har et klart formål om at vise den medicinske logik ved, og udviklingen i, den historiske og nutidige brug af menneskedele i en medicinsk kontekst. Som sådan er det en utrolig relevant udstilling og en ramme, der bringer mange interessante perspektiver til de indflydelsesrige biomedicinske praksisser og forståelsesrammer, som på godt og ondt er en del af den verden vi lever i.
Nogle af de centrale bioetiske spørgsmål, som uundgåeligt kommer op i den forbindelse, er, hvad disse menneskedeles historie er, og hvordan de præsenteres i udstillingen. Ikke om de skal præsenteres, for det valg er allerede truffet efter lange overvejelser på museet. Men ligesom man kan skabe associationer og affekter ved at placere varer, tekster og billeder sammen i butikkernes udstillingsvindue, er netop måden, vi på museet vælger at præsentere udstillingsgenstandene på, med til at skabe bestemte associationer og affekter. Og ligesom i disse andre sammenhænge vil museet også kun i begrænset omfang have kontrol over hvilke effekter udstillingsmediet fremkalder, om end der gøres og kan gøres meget for at forme mødet med udstillingsgæsten, som jo bringer sin egen baggrund, forestillingsverden og affekter med sig.
I valgene omkring hvordan denne specifikke medicinske og menneskelige historie præsenteres, er der et ekstra væsentligt og udstillingsmæssigt kompliceret punkt at være opmærksom på, fordi de fleste udstillede genstande er menneskedele. Og ikke blot frivilligt donerede, etisk sanktionerede menneskedele (hvis sådanne findes), men også dele og helheder, der kommer fra en medicinhistorisk kontekst, der så anderledes ud end i dag, og hvor institutionaliseret racisme, nedvurdering af handikappede, og udtalte klasse-magthierarkier, mm. var en uadskillelig del af medicinens – og dermed præparaternes – legitimering og plads i samfundet. Som i resten af Vestens historie er medicinhistorien ikke fri for sin del i kolonialisme, socialdarwinisme, racehygiejne og andre praksisser og magtforhold, der bygger på hierarkiserede kategoriseringer. Det er en del af vores historie i Europa, og det er derfor også en del af den historie, vi viser med museets udstilling.
Det indsamlede menneske handler netop om det medicinske blik på kroppe, og der er præparater i udstillingen, der refererer direkte til de, i et nutidigt bioetisk perspektiv, mindre heldige øjeblikke i medicinens historie. Eksempelvis den store og smukke samling af fostre på glas, den Saxtorphske samling, der er noget af det første man som besøgende møder, når man træder ind i udstillingen. Denne samling er unik og viser med al tydelighed den måde, medicinen er gået til menneskekroppe, på det tidspunkt den blev skabt – og den er samtidig et vidnesbyrd på et medicinsk blik på kropslige variationer, hvor det såkaldt abnorme skulle skilles ud, studeres, og gemmes for eftertiden, i modsætning til det ’normale’, og hvor det ikke er let at vide, med hvis tilladelse de enkelte fostre er havnet i deres dertil lavede glas.
Det ville i en nutidig kontekst være dybt etisk problematisk – og formentlig umuligt i en dansk kontekst – at lave lignende præparater. Men nu er det jo heldigvis en historisk udstilling og måske er kontrasten mellem det historiske og det nutidige netop en af de etiske pointer en sådan udstilling har i dag. Eller, det ville det i hvert fald kunne være, hvis denne problematik var blevet adresseret i udstillingen, hvor der godt nok står at man ikke laver sådanne præparater i dag, men hvor det samtidig mangler at blive tydeliggjort, hvorfor man kunne lave dem dengang: Hvorfor er det lige netop disse kroppe, der er indsamlet? Hvad var medicinens historiske kontekst, der gjorde dette etisk legitimt dengang (i modsætning til nu)? Når disse spørgsmål ikke tages op, risikerer udstillingen implicit at reproducere den samme objektivering af disse kroppe, som de var udsat for, da de i sin tid blev gjort til lægelige studieobjekter. Med andre ord, dét ikke at pege på den anderledes etik i præparaternes historiske kontekst kan fra et bioetisk synspunkt synes etisk problematisk.
Et andet, måske endnu tydeligere eksempel, er et helt skelet, som står et par montrer længere henne. Skelettet står sammen med et barneskelet og en samling sygdomsmærkede og forvredne knogler. På kraniets venstre side og i genstandsteksten kan man se, at skelettet er mærket med en seddel, hvorpå der står ’en neger’. Og som genstandsteksten yderligere angiver, ”vidner [denne mærkat] om en tid, hvor anatomiske forskelle mellem racer [sic] havde lægevidenskabelig interesse”. Det er overladt til beskueren at tænke over dette: Er dette stadig en interesse for videnskaben? Og hvorfor (ikke)? Hvor kommer skelettet fra – var det frivilligt doneret? I hvilken kontekst og med hvilken brug for øje var skelettet indsamlet? Hvordan bør vi forholde os til den eksplicitte racisme, som både ord og skelettet som studieobjekt (og nu udstillingsgenstand) refererer til? Hvordan ville man have det, hvis man selv var sort og så et skelet af en sort person udstillet på denne måde? Og for dem, der kender lidt mere til museets samlinger: Ville det have virket anderledes, hvis man fik fortalt, at skelettet oprindeligt var en del af en trio af studieobjekter, hvori der også indgik en asiat og en svensker?
Denne del af historien er der dog ikke blevet gjort plads til i udstillingen, der kun formidler ganske korte faktuelle oplysninger om genstandene i genstandsteksterne, som er holdt i et medicinsk-oplysende sprog. Udstillingens narrativ fra indsamlede krops-helheder til stadig mindre krops-dele levner tilsyneladende ikke plads til historicerende, endsige problematiserende, perspektiver. Der er dog planer om tekster og events, der kan supplere udstillingen i montrerne, og som sådan er det også noget, mine dygtige kollegaer har tænkt over og forholdt sig til – bare rolig, det kommer! Men spørgsmålet er, hvad denne udeladelse gør i udstillingen, som den står nu?
Set fra et bioetisk udgangspunkt kommer disse udeladelser desværre til at få den utilsigtede virkning at racismen og den specifikke form for vold, det er at tage et (formentligt ikke samtykkende) menneskelegeme og gøre det til et præparat, får lov at stå uimodsagt. Rammen og den korte, medicinsk-oplysende form og tekst, kommer dermed til at reproducere (og gennem reproduktionen implicit legitimere) dele af medicinhistorien, som fra et nutidigt synspunkt er dybt etisk problematiske. Det er i etisk henseende ikke nok blot at henvise til, at genstandene er historisk materiale – særligt ikke, når det netop er manglen på historicering, der er problematisk.
Denne kritik er ikke et argument for en etisk censurering af udstillingen – tværtimod. Problemet er netop, at der allerede er sket en form for etisk censur i valget af ikke at tage de etiske problemstillinger op i udstillingsteksterne. De besøgende kender jo godt den handikap-diskriminerende og racistiske historie; den fortælling kan de formentlig godt genkende, når de ser de eksempler, jeg nævner her, for de diskurser lever stadig. Problemet er netop, at udstillingsteksten ikke tilbyder andet end den genkendelse, og dermed reproduktion, mens den problematisering af disse diskurser, som en historicering kunne bidrage med, forbliver uudtalt. Det er netop dét, det er ærgerligt, at udstillingen i sin nuværende form ikke anerkender og forholder sig til.
En måde at gøre dette på i forhold til skelet-eksemplet kunne være at tilføje blot nogle få centrale oplysninger til genstandsteksten. Et bud kunne være noget i retning af:
”Skelet med mærkatet ‘en neger’ på venstre side af kraniet. Oprindeligt indsamlet sammen med ‘en asiat’ og ‘en svensker’ [omkring 1840erne(?)]. Brugt som studieobjekt i relation til en på daværende tid udbredt hierarkisk raceteoretisk tilgang til menneskekroppe.”
Mere erfarne tekstskrivere kunne nok forbedre ovenstående, men i mine øjne ville sådanne tilføjelser give en ramme for fortolkning, hvor skelettets oprindelse og brug blev anerkendt og placeret i den danske medicinhistorie på en anden måde, end den bliver i den nuværende tekst.
Som nævnt er en del af idéen med de ekstra tekster og events, der på et tidspunkt skal supplere den fysiske udstilling, netop at tage fat i dens etisk komplekse problematikker. Det ser jeg frem til – om end jeg også håber, at udstillingsgruppen vil overveje at revidere og supplere udstillingsteksterne til de to eksempler, jeg nævner her.
