“Dødens Museum”: Siriraj Medical Museum i Bangkok. Del 1.

[flickr id=”8538641605″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium_640″ group=”” align=”right”] [flickr id=”8538653889″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”] En smuk sejltur op af Bangkoks hovedtrafikåre, floden Chao Phraya med farvestrålende smukke kulturelle seværdigheder langs bredden førte os til kajen Wanglang. Fred og idyl blev hurtigt afløst af larm og uorden. Tæt ind til hinanden banede vi os vej gennem et mylder af mennesker, gadeboder, scootere, busser og biler i en flagpyntet gade hyldet ind i røg og os. Råb og dytten lød alle vegne. Var det festivitas, vi var havnet i? Nej tværtimod stod vi i Thailands ældste, største og travleste offentlige hospitalsområde, Siriraj Hospitalet grundlagt i 1888, som ligeledes er universitetshospitalet under Mahidol Universitets Medicinske Fakultet.
En kamp gennem en labyrint af tårnhøje betonbygninger spækkede med firkantede airconditionsanlæg begyndte. Ingen skilte var til hjælp, men gennem vagter med manglende engelskkundskab, fandt vi endelig frem til målet, Adulyadejvikrom-bygningen, som absolut ikke signalerede at være et ”museum”, før vi nåede til anden sal nu spændte på, om museet levede op til tilnavnet: ”Dødens museum”.
[flickr id=”8538644821″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”none”] [flickr id=”8538653063″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”none”]
I Adulyadejvikrom-bygningen var sektionerne; patologi, retsmedicinsk patologi, medfødte lidelser, toksikologi, teknikker af thailandsk traditionel medicin, samt en nyere udstilling om Sirirajhospitalets arbejde med identifikationen af ofrene fra Tsunamien i 2004 præsenteret. Desværre med en ringe engelsk formidling, så meget var selvstudium og tanker.
[flickr id=”8539749060″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”] I særdeleshed skal de tre førstnævnte sektioner fremhæves. De var præsenteret med et væld af humane vådpræparater i omhyggeligt bearbejdede rektangulære afrundede plexiglasbeholdere i alle størrelser. Disse var stillet ordensmæssigt op på rad og række i aflåste lyse trævitrineskabe i et stort oplyst hvidligt rum. Alt var af nyere tid, da tidligere tiders samlinger blev bombet i stykker under 2.Verdenskrig.
[flickr id=”8538651269″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”left”]
Det patologiske område var præsenteret med alt lige fra normale præparater til sygdomsramte præparater, såsom hjertesygdomme, cancertyper mm., fra sund forsterudvikling til medfødte misdannelser. Legemsdele med tatoveringer med asiatiske motiver var også præsenteret.
[flickr id=”8539749974″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”right”] Det blev dog hurtigt klart, at samlingen ikke var for sarte sjæle. Midt i rummet var der bygget et vinduesdækket rum, hvor konservatoren havde sit værksted. Kun enkelte høje fosterpræparater med og uden misdannelser afskærmede lidt, men ellers var der frit udsyn til hans arbejde lige fra håndtering af præparater til fremstilling af beholderen til præparaterne. Under vores besøg var han i gang med at rense organisk materiale i en beholder. For mig som konservator var dette spændende at se på, men andre vil nok tage afstand fra det.
Ydermere blandede det retsmedicinske patologiske område sig hurtigt med det patologiske område, og her var der slet ikke sparet på detaljerne. Alt var præsenteret. Billeder af selvmordsofre med skader fra deres valgte selvmord, såsom spring fra højder, ud foran tog eller bil, knivsnit, hængninger mm. Vådpræparater med organernes reaktion på det valgte selvmord dokumenterede handlingen yderligere. Endvidere var der eksempler på drabs – og ulykkesofres organers reaktion på den pågældende ulykke eller forbrydelse, såsom voldtægt, kniv, slag eller skudlæsioner. Disse vådpræparater præsenterede endda identiske skader flere gange i forskellige vinkler udført med fin kirurgisk ekspertise.
[flickr id=”8538645715″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”large” group=”” align=”none”]  [flickr id=”8539750752″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”large” group=”” align=”none”]
[flickr id=”8539755184″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”large” group=”” align=”none”]  [flickr id=”8539755948″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”large” group=”” align=”none”]
Samlingen afspejlede helt klart et pædagogisk studieformål for medicinstuderende eller folk med interesse for dette. Jeg bemærkede hurtigt en lille undtagelse i udstillingens mangfoldighed af præparater; Et udstillet hoved med følgende tekst på engelsk: ”En uidentificeret mand, halshugget ved en trafikulykke”. Uidentificeret og i udstilling? Det sætter tanker i gang. Det er et noget andet syn på tingene, end  vi har  i Danmark, især i betragtning af at samlingen er fra nyere tid, efterkrigstiden.
Hvad der yderligere stod i kontrast til den øvrige samling var et område, hvor henrettede balsamerede forbrydere var stillet oprejst  i vitrineskabe sammen med billeder af dem selv i levende live, deres ofre, deres ofres tøj, samt deres torturudstyr anvendt på ofrene. Min tanke var hurtigt: ”Hvad var formålet med dette” ? Det er dog en del af retsmedicinen, men formidlingen gjorde, at det blev for personligt og at virkeligheden kom for tæt på. Dog alligevel hvorfor forbryderen her? Formidlingen kunne nemt fremhæve forbryderen og hans ugerning uden respekt for ofret og dets efterladte. Dette område satte mange etiske tanker i gang i mig om, hvor stor en rolle formidlingen og måden tingene bliver præsenteret på spiller. Det stod allerede her klart for mig, at museet helt klart lever op til navnet ”Dødens Museum”
[flickr id=”8538647151″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”none”] [flickr id=”8538650025″ thumbnail=”small” overlay=”true” size=”medium” group=”” align=”none”]
Med mange tanker rumsterende i baghovedet forlod vi Adulyadejvikrom-bygningen, for igen at kæmpe os igennem bygningslabyrinten på Sirirajhospitalet for at komme til den næste bygning, anatomi – bygningen med The Congdon Anatomiske Museum. Besøget på dette museum var ligeledes en tankevækkende oplevelse, som jeg vil præsentere i min næste blog: ”Dødens Museum”: Siriraj Medical Museum i Bangkok. Del 2.