Nanna Gerdes Lyset. Det er overalt!
Det er naturligt, det er kunstigt.
Det er synligt, det er usynligt.
Det er varmt, det er koldt.
Det er godt, det er dårligt.
Det er sundt, det er usundt.
Det er ufarligt, det er farligt.
Det er tillokkende, det er frastødende.
Det er rart, det er irriterende.
Det er oplivende, det er dræbende.
Dette er blot nogle af de mange adjektiver, der beskriver lyset. En ting står dog fast.
Lyset åbenbarer og levendegør verden og dens detaljer for os.
I museal sammenhæng er dette også tilfældet, dog skal det i den sammenhæng anvendes med respekt for genstandene. Netop fordi lys, hvad enten det er naturligt eller kunstigt, kan forårsage skadelige virkninger på museumsgenstandene. Mere nøjagtigt er det et samspil mellem tre lystyper i lyset, man skal tage sig i agt for. De to første lystyper er ultraviolet lys (UV) og infrarødt lys (IR), som er usynlige for det menneskelige øje. Dog kan IR fornemmes som varme. Den tredje type, er det lys, som er synligt for det menneskelige øje.
Ved en kortere eller længerevarende lyseksponering af genstandene absorberes lysets energi i genstandene, og alt efter hvilket materiale genstandene er opbygget af, kan denne absorbering forårsage uacceptable ændringer i genstandenes udseende, styrke og modstandskraft.
Det kaldes fotokemisk nedbrydning, og kan bidrage til tab af vigtige informationer om genstandenes historie, formål og brug, samt i værste fald genstandenes fortsatte eksistens.
Et par eksempler på en såkaldt fotokemisk nedbrydning, som flere nok vil nikke genkendende til fra hverdagen, er følgende: Fotografier, tekstiler og møbler af mørke træsorter, f. eks. mahogni og teak, der bliver afbleget, ligesom træ, lærred og metal med bemalede overflader. Lysere træsorter, f.eks. fyrretræ er ofte udsat for at blive gulligt. Dette kan også opleves på lakker, olier, papir, silke og uld. Ydermere udtørres træ, lakker og olier krakelerer og skaller af. Papir bliver sprødt og for alle materialer er resultatet, at de mister deres sammenhængsevne.
Dette er blot få af de skader fotokemisk nedbrydning kan forårsage, og graden af skader afhænger af de enkelte materialers lysfølsomhed.
Hvor meget tåler de enkelte materialer? Særligt lysfølsomme materialer, såsom tekstiler, fotografisk materiale, farvet læder, akvareller og tegninger, fjer og rav mm, tåler en lysintensitet på kun maks. 50 lux. Materialer, som er almindelig lysfølsomme, er oliemalerier,lakeret træ, ufarvet læder, horn, knogler. Disse tåler maks. 150 – 200 lux. Metaller, glas, keramik, sten mm kan tåle mere lys, faktisk op til 500 lux.
UV belaster også genstandene og der er sat grænse for dens intensitet på genstandene, der måles i mikrowatt pr. lumen, μW/lumen. I udstillings øjemed er den maks. tilladelige grænse for UV’s intensitet på genstandene 75 μW/lumen, hvilket gælder for alle materialetyper.
Her kommer konservatorens usynlige arbejde ind i billedet. I udstillings øjemed er det konservatorens opgave, at begrænse lysets skadelige virkning på genstandene så vidt muligt. Det såkaldte synlige lys er naturligvis nødvendigt for at den besøgende kan se genstandene, mens UV og IR i den sammenhæng er uden betydning, og derfor skal blokeres mest muligt.
Af samme grund er totalt mørke i udstillingslokalet at foretrække udenfor åbningstiden. Derfor er mørke konservatorens foretrukne forholdsregel mod lysnedbrydning i genstandsmagasiner og værksteder.
Under tilblivelsen af udstillingen: BALANCE OG STOFSKIFTE, har jeg som konservator foretaget bevaringsmæssige tiltag for at begrænse lysets skadelige virkning med det udgangspunkt, at lysets nedbrydende belastning på genstandene er et kompromis mellem genstandenes tarv og den besøgendes mulighed for at se på genstandene.
Disse tiltag mod lysnedbrydningen vil blive præsenteret i mit næste blogindlæg.
