Kirsten Jungersen På kulturnatten hørte man den ene efter den anden udbryde et ”hvor smukt”, når de kom ind i Medicinsk Museions auditorium. Interessant er det jo også at forestille sig hvordan det har fungeret som et anatomisk teater til uddannelse af kirurger fra bygningens indvielse i 1787. Sådanne anatomiske teatre blev bygget ved universiteterne i Europa efter renæssancens opgør med den hidtidige anatomiundervisning som hvilede på tradition og ikke på dissektion. Mange af dem havde form som amfiteatre med tilskuerpladser hele vejen rundt som i Colosseum i Rom.
De berømteste lå i Padua, Bologna og Leiden, men også København havde et ”Domus Anatomica” som lå ved Universitetet på Frue Plads. Det var i anvendelse i perioder fra åbningen i 1645, til det brændte i 1728.
Man kan læse en udførlig og rigt illustreret beskrivelse af dette og andre anatomiske teatre i Europa i en bog af Niels W. Bruun og Hans-Otto Loldrup: Thomas Bartholin: Anatomihuset i København. Loldrups Forlag 2007.
Til erstatning for det nedbrændte teater indrettedes i 1736 et ”Theatrum Anatomico-Chirurgicum” til 200 personer i Købmagergade, og det fungerede indtil indvielsen i 1787 af den nuværende bygning i Bredgade ”Academia Chirurgorum Regia” som danner rammen om Medicinsk Museion ved siden af “Det Kongelige Frederiks Hospital”, nu Kunstindustrimuseet. 
Det anatomiske teater minder med sin kuppel om Pantheon i Rom, men Pantheon har mange efterlignere, og arkitekten, Peter Meyn, hentede sin inspiration i to bygninger i Paris: det anatomiske teater i “l’Académie Royale de Chirurgie” fra 1775 bygget af arkitekten J. Gondoin og kirken St. Geneviève af arkitekten J.G. Soufflot.
I 1842 blev det lægevidenskabelige Fakultet dannet, og medicinerne skulle undervises i anatomi sammen med kirurgerne. Dette foregik fortsat i det kirurgiske akademis anatomiske teater, indtil 1942 hvor undervisningen flyttedes til Universitetets anatomiske Institut på Nørre Fælled.
Nu bruger Medicinsk Museion teateret som et smukt og stemningsfuldt auditorium, men det er i sig selv de medicinhistoriske samlingers fornemste udstillingsgenstand.
