Malthe Kouassi Bjerregaard I mit tidligere indlæg gennemgik jeg kort de rammer, Livet på spil skal fungere indenfor. Jeg vil denne gang reflektere over, hvilken betydning for spillets drivende elementer, disse rammer har haft. Jeg vil også forsøge at give et indblik i de tanker, der i sidste ende gjorde udslaget for vores designvalg.
Forskningsformidling på skrift
Livet på spil henvender sig til voksne, dvs. spillere fra 15 år og opefter, primært pga. indholdet, men også fordi man skal læse en del. Hvis man som spiller vil vide, hvorfor brikkernes point fordeler sig som de gør, er man nødt til at læse to korte tekster. Hvorfor giver fx en benprotese plus på kontoen? Det er det element, teksterne, der i spillet har fået lov at tage mest tid, og det er da også her den mere håndgribelige forskningsformidling foregår.
Brikkernes tekster bærer både spillets formidling af konkret forskning og en stor del af spillets humoristiske element – i samspil med grafikken. Teksterne er ikke udtømmende om forskningen, men kan måske give lyst til mere viden eller sætte tanker og samtaler i gang hos spillerne.
Man kan sagtens spille uden at læse andet end pointangivelserne på brikker og Livsvilkår, og det, synes jeg, er spillets største svaghed i forhold til formidlingen af konkret forskning: Hvis man ikke læser, finder man ikke direkte information om forskning andre steder i spillet. Spillets styrke er omvendt, at formidling af aldring som kompleks og mangefacetteret er tænkt med i flere af spillets ikke direkte formidlende elementer. Selvom man kun læser pointangivelser og overskrifter, vil det komme til at handle om aldring uanset hvad, og forhåbentlig sætte bevidste eller ubevidste tanker i gang hos spillerne.
Ingen diagnoser her
Vores største etiske dilemmaer ud over, om vi kan tillade os at lave sjov med aldringsrelaterede sygdomme og andre skavanker, har været 1) årsangivelserne på brikker og kort, samt 2) hvordan man vinder spillet. Kropsdele og Livsvilkår giver spillerne enten plus eller minus 2, 5 eller 10 år, som de kan ligge eller trække fra deres figurs gennemsnitslevealder på 80 år.
Årene bruges altså til at udregne vinderen af spillet, men siger samtidig noget om, hvor godt eller skidt indholdet på kort og brikker er for ens helbred. Mere siger spilleårene dog ikke, og de skal forstås i spillets kontekst. Fx mister man altså ikke 2 år af at have vand i benene i virkeligheden. Det er bare spillets pointangivelse.
Vi nåede en kort overgang at gå helt væk fra at kalde det ’år’, men afprøvede ’point’ i stedet for netop at tydeliggøre, at der var tale om fiktive diagnoser. I samme ombæring fjernede vi det fælles udgangspunkt på 80 år, og lod alle spillere starte med 0 point i stedet – for at lette udregningerne. Luften gik helt af aldringsspillet, og det virkede meningsløst at tale om et aldringsspil, når vi på den måde havde fjernet et af de stadig mest brugte elementer, når man taler om aldring: hvor gamle bliver vi? Vi vendte derfor tilbage til at bruge år. Spilleårene er en forsimpling af en kompleks og individuel virkelighed, og vi har valgt at satse på, at spillerne godt forstår, at det bare er noget, vi leger. Uden brug af ’år’ kommer det mere til at handle om at vinde spillet og knap så meget om aldring, og det er i sagens natur ikke en indstilling til spillet, vi ønsker at opfordre til.
Kan man vinde i livet?
Man vinder Livet på spil ved, at ens figur bliver ældst. Denne løsning har givet os mange hovedbrud, fordi det indirekte siger, at bare et liv er så langt som muligt, så er det et godt liv, og det mest ønskværdige. Vi forsøger i spillet også at tage højde for livskvalitet med de runde Livsvilkår(t), men vi endte med også at måtte smide spilleår på dem. Indenfor spillets rammer og med brug af allerede eksisterende elementer var det den simpleste måde også at kunne regne livskvalitet med i det endelige regnskab.
I det hele taget er muligheden for at vinde et spil om livet og aldring problematisk. Det bliver hurtigt meget begrænset, hvad der indenfor spillets rammer er ønskværdigt, da det skal kunne opgøres i point. Vi startede faktisk ud med ikke at definere nogen måder at vinde spillet på for at se, hvordan det fungerede, men spillerne sad tilbage med en lidt flad fornemmelse. Er et spil overhovedet et spil, hvis der ikke er en klar vinder? En del af spillets morskab og schadenfreude ved at sende den ene skavank efter den anden videre til en modspiller gik tydeligt tabt, når der ikke var en winning condition.
I Livet på spil har vi skåret helt ind til benet, når det kommer til spil-elementer, for at sikre os så få og simple regler som muligt. Der er 5 kropsdele med 20 brikker til hver samt 75 Livsvilkår. Hvis man spiller flere gange, vil man efterhånden komme rundt om i hvert fald alle kropsdelene og genbrugeligheden vil ikke længere bestå i at lære nyt, men i morskaben ved de fortsatte nye kombinationer af kroppe med modstridende og i konteksten helt absurde bonusser og minusser. Vi håber, at spillet kan åbne op for tanker og samtaler om aldring mellem ”almindelige” mennesker ved at give dem muligheden for at interagere med det komplekse emne i en anderledes og knap så alvorlig kontekst.
