Den hellige sygdom

Det største skridt i den græske lægekunsts tidlige udvikling var at træde ud af det overnaturliges verden og ind i en verden hvor man efterspørger fornuft- og erfaringsbaserede årsager, uden at man dog hører op med at regne naturen for guddommelig.
Dette skridt må være forberedt over en længere periode før Hippokrates’ tid, ellers ville der ikke være navngivne læger så tidligt som i Homers Iliade.
På Hippokrates’ tid i 5.årh. f.Kr. behandlede læger og præster uden indbyrdes konflikter de syge på hver sin måde, somme tider endda inden for samme institution ved navn Asklepieion. Navnet stammer fra Asklepios (på latin Æsculap) som i gudernes verden havde udspecialiseret fagområdet og overtaget det fra Apollon.
Det hippokratiske skrift ”Den hellige sygdom” viser lægernes klare erkendelse af den nye tænkemåde.
”Denne sygdom (krampeanfald, sandsynligvis epilepsi) som har fået tilnavnet ”den hellige”, opstår på foranledning af det samme som de øvrige sygdomme: af det som påvirker kroppen, og af det som udskilles, af kulde, sol og af de omskiftelige, hvileløse vinde. Disse ting er guddommelige så at man ikke har grund til at særstille denne sygdom og regne den for mere guddommelig end de øvrige, men må regne alle sygdomme for guddommelige og alle for menneskelige. Hver har sin individuelle natur og kraft, og ingen er hævet over fornuften eller utilgængelig for behandling. De fleste er helbredelige ved hjælp af de samme påvirkninger som forårsagede dem.”
Med i billedet hører denne beskrivelse af hjernen (enkéfalos) i samme skrift:
”Det er hjernen som er skyld i denne lidelse, ligesom også i det hele taget i de farligste sygdomme.”
”Folk bør gøre sig klart at lyst og glæde, latter og spøg ikke kommer noget andet sted fra end herfra, samt sorg og smerte, mismod og gråd. Det er med hjernen vi tænker og ser og hører og kender forskel på grimt og smukt, ondt og godt, behageligt og ubehageligt, idet vi enten vurderer ud fra skik og brug eller ud fra sanseindtrykket.”
Forfatteren kan være Hippokrates selv, og indholdet er beslægtet med tankegangen i ”Om luft, vand og steder” hvor klimatiske forhold også tildeles afgørende betydning for sundhedstilstanden.
Det minder om tankerne bag det som nutidens vindyrkere kalder ”terroir”.
Skriftet findes glimrende oversat til dansk af Aksel Volten i Grækenland II, Gyldendals Bibliotek 1928-30. Ikke desto mindre har jeg valgt at bruge min egen oversættelse af de udvalgte citater.