Den fjerde og sidste af botanikkens tyske fædre

Der er to kandidater til titlen som den sidste af botanikkens fire tyske grundlæggere: Euricius og Valerius Cordus som var far og søn.
Euricius Cordus (1486-1535) udgav i 1534 i Køln den lille dialog Botanologicon, en venskabelig og spøgefuld samtale om urter holdt i idylliske omgivelser, men med skarpe angreb på samtidens fejlagtige plantekundskab hos både urtesælgere og læger. Selv afholdt han sig fra at fuldføre sin urtebog ”på grund af uvidenhed (ignorantia)”.
Det bliver emnet for resten af samtalen som er litterært inspireret af Platons dialoger. Man citerer ligefrem Sokrates (uden at nævne hans navn): ”Det eneste jeg ved, er at jeg ingenting ved.”
Løsningen på fejltagelserne finder de hos den oprindelige Dioscorides: det er nødvendigt at se hele planten for at kende den, selv om det måske kun er roden eller bladene der skal bruges til at fremstille medicin af.
På et tidspunkt beder Euricius sin kone om at hente planten Amomum/Hierichuntis rosa i skrinet (scrinium), og det bliver dermed den første plante de gennemgår. På denne bagvendte måde bliver Botanologicon alligevel fuld af planteidentifikationer, men kritisk og uden illustrationer.
Da de når til planten Galanga, griber Euricius lejligheden til at opremse i alfabetisk rækkefølge en sidefuld eksotiske arabiske lægemidler som man af gode grunde ikke har kunnet finde hos de langt tidligere forfattere fra det græske område.
Samtalen slutter med invitation til en god middag som husmoderen har fremtryllet, mens de kloge herrer har diskuteret og drukket vin.
Forventningerne til Euricius var store, og det var derfor et chok, da han døde i en alder af 49 år.
Men som vennen Leonhart Fuchs skrev, brændte hans søn Valerius for at fortsætte faderens arbejde, og det var derfor et endnu større chok, da han døde kun 29 år gammel i 1544.
Valerius Cordus havde allerede da skrevet epokegørende værker som blev udgivet efter hans død: en receptsamling (Dispensatorium) som regnes for den først udgivne farmakopé (Neroberga 1551), noter (Annotationes) fra hans forelæsninger om Dioscorides og endelig det absolutte hovedværk – fire bøger med titlen Historia Plantarum (på forsiden kaldet Historia Stirpium).
Det Kongelige Bibliotek har alle de nævnte bøger, Annotationes både i Strassburgudgaven fra 1561 og i førsteudgaven fra Frankfurt 1549 hvor noterne er trykt som en efterfølgende kommentar til Jean Ruells illustrerede oversættelse af Dioscorides fra 1516. Udgiveren var bogtrykkeren Christian Egenolph som både Euricius og Leonhart Fuchs var meget kritiske overfor. Egenolph har i denne udgave trykt index fra Euricius’ Botanologicon (dog uden sidehenvisningerne) og kaldt det Iudicium de herbis (kritisk diskussion om urter).
Udgaven fra 1561 er den vigtigste. Det er den som foruden Annotationes (i en ikke illustreret, men udvidet og gennemrettet udgave) bringer Valerius’ originale Historia Plantarum. Udgiveren var filologen og lægen Conrad Gesner (1516-65) som i et forord (fol. 85r) fortæller om sine principper for posthume udgaver, og de tegner indirekte et fint portræt af ham selv som loyal og respektfuld (modsat Egenolph). Han skriver at han vil udgive Valerius Cordus som Augustus udgav Vergils Æneide (Vergil udtalte på sit dødsleje at Æneiden ikke var parat til udgivelse, men kejser Augustus trodsede ønsket og skaffede dermed Vergil evig berømmelse). Gesner fik typografen til at trykke illustrationer i Historia Plantarum, bl.a. med træblokkene fra Bock. Valerius Cordus havde ellers bestræbt sig på at beskrive planterne og alle deres dele så fuldstændigt at illustrationer ikke var nødvendige.
Foruden sin indsats for farmaci og botanik har Valerius også markeret sig i kemi. Gesner har i Strassburgudgaven medtaget et lille skrift af ham om fremstilling af æter ved destillation. Det er den første publikation om fremgangsmåden, men ikke nødvendigvis den første udførelse.
Alt dette har berettiget Valerius Cordus til at få æren som den fjerde tyske fader til botanikken, men somme tider lader man ham dele den med fader Euricius som satte ham i gang.