mama Vores to museumskaniner har det godt. Lyssætningen er på plads, de sidste tekster i vores udstillingsrum blev sat op, og jeg har tid til at skrive på bloggen. Underligt. Her har vi puklet rundt for at få det hele til at hænge sammen og nu står der en udstilling i akademibygningen. Fiks og færdig. De sidste par dage op til åbningen i torsdags var mærkelige. Det var i virkeligheden først her, at det gik op for mig, at der ville være folk som forholdt sig til det vi lavede. Vi har naturligvis snakket om, hvordan udstillingen blev modtaget, men det var først er par dage før åbningen, at det virkeligt slog mig. Der er nogle som vil elske den udstilling vi har lavet – og der vil være nogle som vil hade den. På den måde, er det en skræmmende ting, at være med til et museumsprojekt som det vi har lavet. En ting er lave et projekt eller et speciale på universitetet, men det her er alligevel noget helt andet. Alle og enhver kan komme ind fra gaden og lade kritikken få frit løb. Og kritik kan gøre nas.
Selvom jeg glæder mig til at høre reaktionerne fra vores gæster, og de første der kom i torsdags var meget positive, er det dog også med en hvis spænding. Når man er med på et projekt som det her, ligger man en del af sig selv ind i det også. Måske er der også derfor, at jeg har svært ved at vurdere udstillingen? Er den god eller dårlig? Hvad ville jeg tænke, hvis jeg trådte ind af døren uden at kende noget til Medicinsk Museion og det arbejde der forgår her?
Om man kan lide en udstilling eller ej er, et langt stykke hen ad vejen, en subjektiv vurdering, og jeg kan umuligt træde et par skridt tilbage, og slå alle de små historier ud af hovedet. De små historier som også er en del af dette projekt, og som de fleste aldrig vil komme til at kende. F.eks. slæbte vi de tunge ben fra dissektionsbordet op i udstillingen – blot for at tage dem ned igen. Alarmen fra inkubatoren var ved at gøre os alle sindssyge, indtil vores elektriker slog den fra. Vi kæmpede med lysskinnerne som var et større problem end vi havde troet. Og det er kun et par af de praktiske problemer. Konceptuelt har det være lidt af en udfordring. Da jeg startede i dette job tog det mig lang tid inden jeg begyndte at forstå, hvordan dette projekt hang sammen. Og jeg er overbevist om, at der er detaljer i udstillingen, som jeg endnu ikke har opdaget. Og det er formentligt også derfor, at den er svær at forklare. Det enkle spørgsmål, hvad handler udstillingen egentlig om?, er langt fra let at besvare.
Udstillingen er mangefacetteret. Det er dens store styrke. Jeg tror (og håber) at alle der kigger forbi Bredgade 62, vil få en enestående oplevelse med hjem. Man kan hade den og man kan elske den, men jeg tror, at den er svær at være ligeglad med.
Del og hel. Brudstykker fra biomedicinens tid.
Vores to museumskaniner har det godt. Lyssætningen er på plads, de sidste tekster i vores udstillingsrum blev sat op, og jeg har tid til at skrive på bloggen. Underligt. Her har vi puklet rundt for at få det hele til at hænge sammen og nu står der en udstilling i akademibygningen. Fiks og færdig. De sidste […]
