Medicinsk Museion-konceptet

Her er et link til artiklen om Medicinsk Museion og den moderne biomedicin (i Novo Nordisk Fondens årsskrift 2004/2005) som pdf-fil.
Museion-konceptet og tanken at satse på den moderne biomedicin går tilbage til sommeren 1999. For at give lidt historisk perspektiv på diskussionerne om konceptet vedlægger jeg neden for (i uredigeret form) det “hyrdebrev”, der blev sendt ud til medarbejderne ved daværende Medicinsk-Historisk Museum som forberedelse til det første personalemøde i efteråret 1999.
Til medarbejderne ved den kommende Afdeling for Medicinhistorie (8. august 1999)
Som de fleste af jer allerede ved, vil jeg tiltræde professoratet i medicinhistorie ved Københavns Universitet den 1. september, med placering ved Institut for Folkesundhedsvidenskab. Henimod slutningen af september påregnes en Afdeling for Medicinhistorie oprettet ved instituttet. Afdelingen skal, udover nye medarbejdere, også rumme de medarbejdere som indtil nu har været knyttet til Medicinsk-Historisk Museum.
Her i løbet af august og begyndelsen af september vil jeg afholde en serie samtaler med de fastansatte medarbejdere for at diskutere hvordan de enkelte medarbejderes erfaringer og ønsker om egen faglig udvikling vil kunne forenes med den kommende afdelings opgaver. Senere i efteråret vil jeg indbyde konsulenterne, de fondslønnede medarbejdere og studentermedhjælperne til tilsvarende samtaler.
Som baggrund for disse samtaler vil jeg her skitsere mine egne tanker om afdelingens fremtidige arbejde.
Afdelingens almene orientering
Den kommende afdeling har tre grundlæggende opgaver: forskning, undervisning, og formidlingsarbejde. Først og fremmest skal vi, som alle andre institutter og afdelinger ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetet, bedrive forskning. For det andet har vi en forpligtelse overfor fakultetet til at levere en vedkommende forskningsbaseret undervisning til læge-, tandlæge- og humanbiologistuderende samt til studerende ved de folkesundhedsvidenskabelige uddannelser. Og endelig bør vi bidrage til en bredere forståelse af sundhed og sygdom i historien i form af forskningsbaseret formidling (udstillinger, omvisninger og populærvidenskabelige udgivelser). Hertil kommer arbejdet med at bevare og udvide genstandssamlingerne samt biblioteks- og arkivfunktionerne.
Med tilkomsten af professoratet, som primært er en forsknings- og undervisningsstilling, og med den endelige integration i fakultetets institutstruktur, vil forudsætningerne nu være tilstede for at give forsknings- og undervisningsopgaverne deres retmæssige placering ved siden af formidlingen.
Forskningen
Den strategiske hovedopgave for afdelingen i de kommende år, vil altså være at få videreudviklet og konsolideret forskningsgrundlaget. For et universitetsfag er det en selvfølgelighed at forskning og undervisning foregår på højt internationalt niveau. Om ikke andet fordi vi skal kunne indgå i en kritisk dialog med kyndige fagfæller — og de fleste findes jo udenfor landets grænser. Al verdens medicinhistorikere er vore kollegaer, og andre medicinhistoriske afdelinger i Sverige, Norge, England, Tyskland, og USA m.fl. er vores naturlige samarbejdspartnere.
Internationalt set er den medicinhistoriske forskning i stærk udvikling, især med hensyn til teoretiske og metodiske tilgange. Traditionelt har medicinhistorikere været mest optaget af at kortlægge og beskrive mangfoldigheden af medicinske begivenheder, at løfte frem de mange idéer om kroppen og sjælen og de forskelligartede behandlingsmetoder og -institutioner som gemmer sig i kilder og levn. En væsentlig del af forskningen vil sikkert fortsat bestå i at kortlægge og beskrive det vi endnu ikke kender, og tydeliggøre det om hvilket vi kun kender lidt.
I løbet af de sidste årtier har der internationalt været en stærk tendens til også at interessere sig for den måde hvorpå disse begivenheder bliver fortolket og begrebsliggjort, ikke mindst med udgangspunkt i den almene teoretiske og metodologiske udvikling indenfor de humanistiske videnskaber. Som konsekvens heraf er de tidligere grænser mellem medicinhistorie, almen historie, videnskabshistorie, kulturstudier, litteraturvidenskab, antropologi, idéhistorie og filosofi, ja endda praktisk teologi, i opløsning.
Når jeg skriver at vi skal udvikle forskningsgrundlaget for den medicinhistoriske undervisning og formidling, så mener jeg altså ikke kun at vi skal intensivere forskningen om de medicinske begivenheder i sig selv, men også at vi skal se vores arbejde som et bidrag til en humanistisk fællesforståelse af kultur- og idéhistorien. Vi må ikke miste jordforbindelsen med de historiske medicinske tekster, kilder og genstande, men vi må omvendt ikke miste luftforbindelsen med udviklingen indenfor de humanistiske videnskaber.
En sådan modernisering af medicinhistorien er en svær og tidskrævende opgave. Jeg mener dog at det vil være realistisk at nå op på et rimeligt niveau i løbet af en tiårsperiode. Hertil kræves naturligtvis økonomiske ressourcer i form af forsknings- og stipendiemidler. Men fremfor alt kræves der åndelige ressourcer — forudsætningen for at vi skal kunne udvikle afdelingen til en anerkendt forskningsinstitution er, at vi udvikler et dynamisk intellektuelt miljø.
Den afgørende forudsætning for at etablere et spændende intellektuelt miljø er at vi får en gruppe yngre forskere til afdelingen — specialestuderende, ph.d.-studerende og postdoktorstipendiater — yngre forskere, som er ambitiøse og sultne efter intellektuelle udfordringer og derfor vil engagere sig i seminarer og kollokvier, diskussionsgrupper og læsegrupper. Når jeg hører ordet ‘museum’ tænker jeg på ordets oprindelige betydning (græsk: ‘mouseion’), dvs. et sted hvor de skønne kunsters og videnskabernes gudinder kunne inspirere til åndeligt skabende virksomhed. Afdelingen for Medicinhistorie bør blive et samlingssted for speciale- og ph.d.-studerende, gæste- og seniorforskere og overlæger på forskningsorlov, der sidder på kontorer rundt om i bygningen og ved læsepladserne i biblioteket, og som bliver her indtil de sene aftenstimer for at læse og diskutere og blive inspireret af muserne — og som skriver tidskriftsartikler og bøger der bliver udgivet på det internationale bogmarked. Kort sagt producerer god og spændende forskning.
Jeg opfatter det som min hovedopgave at skabe forudsætningerne for at skabe et musernes tempel. Det koster penge: der skal skaffes stipendier til ph.d.-studerende og postdoktorstipendiater, der skal afsættes midler på budgettet til gæsteforelæsere og seminarvirksomhed. Det kræver plads: vi bliver nødt til at kikke nærmere på hvordan lokalerne bliver brugt mest hensigtsmæssigt, så at vi kan skaffe de fornødne kontorpladser. Det kræver fleksibilitet: man kan ikke lukke en forskningsinstitution kl. 16. Og det kræver intellektuell stimulans: vi har allerede et godt seminarsamarbejde med Center for tværvidenskabelig medicinsk-historisk forskning, men herudover behøver vi også et forum for indskoling i forskningsfronten, f.eks. en ‘journal club’ hvor vi kontinuerligt diskuterer artikler og bøger fra den humanistiske forskning med relevans for medicinhistorien.
Jeg vil også fortsætte det initiativ der allerede er taget med at afholde ph.d.-kurser i aktuelle medicinhistoriske emner, gerne i samarbejde med medicinhistorikere ved andre afdelinger og institutter her ved fakultetet og fra andre institutioner. Disse kurser vil med fordel kunne kombineres med gæsteforelæsninger.
Til sidst bør jeg måske også sige nogle ord om min egne forskningsplaner. (Mit tidligere videnskabs- og medicinhistoriske arbejde findes beskrevet i en mappe der hænger i biblioteket.) I øjeblikket er jeg ved at afslutte en forkortet udgave af min biografi om den danske immunolog og nobelpristager Niels K. Jerne til udgivelse på engelsk. I de næste tre år vil jeg afslutte et allerede påbegyndt forskningsrådsfinansieret projekt om ‘De videnskabelige dyder og forsker- og lærdomsbiografiens historie’, et projekt som er planlagt at resultere i en bog med arbejdstiteln The Virtuous Life of the Scientist. Derefter er planerne lidt mere åbne — men mine forskningsinteresser går generelt i retning af, dels de biomedicinske videnskabers nutidshistorie, dels medicinhistoriens historiografi (dvs. historiefilosofi og forskningsmetodologi), herunder forholdet mellem medicinhistorie og medicinsk biografi som eksempel på forholdet mellem biografi og historie. Jeg planlægger også at gå dybere ind i den medicinske etiks historie.
Undervisningen
Forskning bedrives ikke kun for sin egen skyld (selv om det kan føles sådan når man er igang). Den forskning vi bedriver skal også kunne nyttiggøres i undervisningen og i formidlingsarbejdet. Lad mig begynde med undervisningen.
I øjeblikket er medicinhistorie ikke et obligatorisk fag ved fakultetet. Derimod har vi en del studerende der kommer af egen fri vilje, og afdelingen vejleder en hel del OSVAL-studerende. Af og til er det også blevet afholdt kurser i medicinhistorie. Men jeg tror at det kan gøres meget mere for at synliggøre faget på fakultetet, både for fakultetets og for afdelingens skyld.
Kendskab til sundhedvidenskabernes historie er et væsentlig aspekt af sundhedsprofessionernes identitetsdannelse og selvforståelse. Andre fakulteter har allerede påbegyndt, eller planlægger at genindføre, filosofikum eller en slags ‘core curriculum’-kurser. På Aarhus Universitet spiller Institut for Videnskabshistorie og Stenomuséet en fremtrædende rolle i universitetets satsning på et såkaldt Studium Generale. På tilsvarende måde mener jeg at vi bør oprette et forholdsvist elementært grundkursus på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, der sætter sundhedsvidenskabernes historie ind i en bredere idé- og kulturhistorisk sammenhæng — fra antikken til det 20. århundrede. Det kursus kan med fordel også inddrage ph.d.-studerende og andre medicinhistorisk kyndige lærere ved dette og andre fakulteter.
Der ville måske også være en god idé i at overveje muligheden for at oprette et medicinhistorisk efteruddannelsesforløb for praktiserende læger og andre grupper indenfor sundhedsvæsenet. Måske er man mere motiveret til at lære noget om antikkens og middelalderens lægekunst, når man har været ude i det pulvriserende liv i en årrække?
Omvendt står og falder fagets udvikling (herunder at skole de lærerkrafter der vil kræves til et udvidet uddannelsestilbud) med rekrutteringen af speciale- og ph.d.-studerende. Derfor forestiller jeg mig at der, som overbygning til grundkurset, til at begynde med oprettes et lidt mere avanceret tekstlæsningskursus, hvor vi gennemgår centrale tekster i medicinhistorien, fra det Hippokratiske korpus til moderne molekylærbiologi, gerne illustreret med genstande når vi kommer ind på de 18.-20. århundreder.
Undervisningen i medicinhistorie skal, som al anden undervisning på fakultetet, være forskningsbaseret. Det betyder ikke nødvændigvis, at det er lærerens egen forskning der skal ligge til grund for undervisningen. Forskningsbaseret undervisning betyder snarere at de studerende bliver ført ajour med aktuelle medicinhistoriske forskningstemaer — at de vigtige begivenheder i medicinens historie bliver præsenteret og sat ind i en aktuel medicinhistorisk forskningstradition. Dvs. læreren skal selv være ført ajour med den historiske forskning på området. At de studerende i vid udstrækning ikke vil have de fornødne forudsætninger for umiddelbart at forstå historievidenskabelige problemstillinger, er selvfølgelig en ekstra udfordring.
Formidlingen
Mit umiddelbare indtryk er, at der foregår et omfattende, og i mange henseender fremragende, formidlingsarbejde i huset.
For det første er der i de sidste årtier blevet lagt et stort og omhyggeligt arbejde i at opbygge de permanente udstillinger, og der bliver fortsat lagt stor energi ned i at lave en række separatudstillinger. Denne udstillingsvirksomhed tager dog en stor del af afdelingens samlede ressourcer, og man bør nok gøre sig nogle overvejelser over hvordan udstillingsvirksomheden skal kunne forenes med opgaven at opbygge en tidssvarende forsknings- og undervisningsinstitution.
Til disse overvejelser hører også hvordan formidlingsvirksomheden kan blive mere forskningsbaseret. Det er f.eks. svært at se hvordan de seneste 20-30 års medicinhistoriske forskning genspejles i udstillingerne. Spørgsmålet er om udstillingerne (og omvisningerne) kun skal fortælle om medicinhistorien som en række færdigpakkede sandheder, eller om der findes måder at formidle den forskning — og dermed de uenigheder og usikkerheder — der ligger i de historiske fortællinger og fortolkninger? Måske ville en sådan udstillingsvirksomhed være lige så givtig som et åbent museum?
Til det omfattende formidlingsarbejde i huset hører også omvisningerne. Museumspædagogerne og studenteromviserne har udvist stor kyndighed og engagement, og det er imponerende at man, på trods af de få ugentlige åbningstimer, har nået op på omkring 12.000 besøgende per år.
Der har været en hel del diskussioner om at åbne udstillingerne yderligere udadtil, med et større antal ugentlige åbningstimer på programmet og med mulighed for udstillingsbesøgerne at gå frit omkring. En særlig gruppe har påtaget sig at planlægge dette fremtidige Åbne Museum. Dette skridt vil kræve betydligt mere personale og økonomiske ressourcer end hvad vi har til rådighed i øjeblikket. Økonomisk set kan opgaven løses ved hjælp af fondsmidler, men det løser ikke umiddelbart problemet med at den øgede formidlingsvirksomhed risikerer at kræve en stor del af de administrative ressourcer ved afdelingen, herunder ressourcer som også skal bruges til forskning og undervisning. Ifølge min opfattelse må planerne om et Åbent Museum derfor nøje medtænke afdelingens strategiske hovedopgave.
De samme overvejelser bør nok også gøres med hensyn til arbejdet med Skoletjenesten.
Endelig hører en stor del af publikationsvirksomheden til kategorien formidling. Det er blevet skrevet en række glimrende populære bøger og artikler i årenes løb. Man skal dog ikke forveksle denne i og for sig udmærkede publikationsvirksomhed med egentlig medicinhistorisk forskning, og derfor vil det måske være en god idé, hvis årsberetningerne fremover skelner mellem forskningspublikationer og formidlingspublikationer.
Samlingerne
De medicinhistoriske genstande kan benyttes både til forskning, undervisning (studiesamlinger) og formidling. At bevare (konservere), katalogisere og beskrive disse genstande er i sig selv en vigtig opgave. Hertil kommer indsamling af nyt materiale. Der foregår i og for sig allerede en del initiativer med henblik på at skaffe nyere genstande (f.eks. nu senest røntgenbussen), men jeg vil alligevel understrege hvor vigtigt dette arbejde er. Det er jo en kendsgerning, at mere end 90% af al medicinsk praksis der er foregået i verdenshistorien er foregået i de seneste 50 år. Vi plejer at tale om ‘en anden biomedicinsk revolution’, som har medført at den medicinske praksis og dertil hørende metoder og instrumentelt udstyr har ændret sig radikalt. Denne udvikling må også genspejles i muséets samlinger. For at sige det lidt firkantet, så burde vi måske tænke på at anskaffe, f.eks. en privat praksis fra efterkrigstiden, en skadestue fra 1970’erne og en operationsstue fra 1980’erne — for ikke at tale om gelfiltreringskolonner, elektroforeseudstyr og PCR-apparater. I denne forbindelse er det vigtigt at fortsætte samarbejdet med Stenomuséet.
Udlån af genstande og billeder til andre muséer og offentlige institutioner, private virksomheder, radio-, TV- og filmselskaber, samt faglige forespørgsler har altid været en vigtig og stor arbejdsopgave. Der ligger fortsat forventninger og krav til at afdelingen skal kunne opretholde disse servicefunktioner, som både er tids- og personalekrævende. Jeg tror vi bliver nødt til at skaffe os et overblik over servicevirksomheden for at se hvor mange ressourcer der egentlig bliver brugt og hvad vi får ud af det. Findes her ikke muligheder for ekstra indtægter?
Konsulentvirksomheden
Konsulentinstitutionen er unik i den danske museumsverden. De mange sundhedsvidenskabelige specialister yder, endda ulønnet, en uvurderlig indsats for bevarelsen, udvidelsen og udstillingen af samlingerne. Dette arbejde betyder også meget for afdelingens renommé i lægeverden og i farmaceutiske kredse, både her i landet og internationalt. Derfor bør konsulentvirksomheden fortsat understøttes og der bør gøres en aktiv indsats for kontinuerligt at knytte historisk interesserede specialister som konsulenter til afdelingen.
Som komplement til de mange specialisters viden og erfaringer, mener jeg der også er behov for et generelt medicinhistorisk overblik over samlingerne. Da jeg ikke selv har nogen kompetence heri, synes jeg at det ville være en god idé at tilknytte en konsulent med historiefaglig baggrund og speciale i instrumenthistorie, der vil kunne tage sig af de mere generelle historiske overvejelser vedrørende samlingerne.
Biblioteksfunktionerne
Vi har en meget god samling af især ældre litteratur. Lægger vi hertil den medicinhistoriske monografi- og tidskriftssamling på Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek, er København en europæisk metropol med hensyn til medicinhistorisk litteratur.
Da vi omfattes af samarbejdsaftalen mellem Københavns Universitet og DNLB ville det nok være en god idé at bede dem om at lave en totalgennemgang af hele biblioteksfunktionen i lyset af afdelingens overordnende opgaver. Hvordan får vi givet den bedste service til forsknings-, undervisnings- og formidlingsfunktionerne? Min egen opfattelse er, at vi fortsat — og ikke mindst af pietetsmæssige og æstetiske grunde — bør opbevare og vedligeholde samlingen af ældre litteratur i huset, men at vi samtidigt bør tage op til overvejelse hvor stor del af de trykte publikationer fra 18- og 19-hundredetallene, der behøver at opbevares her i huset, og hvor meget der kan overføres til DNLB. Udgangspunktet for disse overvejelser bør være hvordan bogbestanden bliver bedst tilgængelig for medicinhistorisk forskning og undervisning, ikke at vi til hver en pris skal beholde alt her i huset. Den del der skal bevares i huset skal imidlertid være i god stand, og jeg mener derfor at vi fortsat skal søge fondsmidler til bogkonservering.
Desværre er anskaffelsen af nyere litteratur af økonomiske grunde næsten gået i stå, og vi er derfor afhængige af DNLB for at holde os ajour med udviklingen indenfor den aktuelle medicinhistoriske forskningslitteratur. I takt med at flere og flere medicinhistoriske tidskrifter kommer i elektroniske udgaver, vil problemet med adgangen til tidskriftslitteraturen nok blive mindre med tiden. Men elektroniske tidsskrifter løser ikke problemet med adgang til nyere monografilitteratur. Et godt medicinhistorisk forskningsmiljø kræver nem adgang til en pænt udsnit af den aktuelle forskningslitteratur i monografiform — og jeg tror derfor at vi må opprioritere boganskaffelserne og afsætte en del annuumsmidler til at indkøbe nyudgivelser af væsentlig betydning for fagets teoretiske og metodologiske udvikling.
Arkivfunktionerne
Huset rummer en del arkivalier, i en del tilfælde af høj videnskabelig værdi. I princippet er det Statens Arkivers (Rigsarkivet, Landsarkiverne) og Det Kongelige Biblioteks opgave at indsamle og opbevare arkivmateriale, også på det medicinhistoriske område. Vi vil nok ikke få de nødvændige ressourcer til at opbevare større mængder arkivmateriale, og vi bør derfor ifølge min opfattelse ikke bruge særligt meget energi på arkivfunktionen.
Derimod tror jeg at det er en vigtig opgave for afdelingen at medvirke til en øget bevidsthed indenfor sundhedsvæsenet om betydningen af at aflevere arkivalier fra det 20. århundrede til arkivinstitutionerne. Der ligger meget værdifuldt materiale på lofter og i kældre rundt om på hospitaler og i private hjem — materiale som risikerer at blive smidt ud eller ødelagt på grund af uvidenhed og uagtsomhed. Arkivudvalget under Nationalkomitén for Videnskabshistorie og Videnskabsfilosofi (Det Kongelige Videnskabernes Selskab) medvirker gerne med råd om indsamling af samtidshistoriske arkivalier, herunder medicinhistoriske. Måske burde vi overveje at søge fondsmidler til dette arbejde i samarbejde med arkivudvalget, med venneforeningen og med Dansk Medicinsk-Historisk Selskab?
Billedsamlingen er meget omfattende og bruges i vidt omfang både til udstillingsvirksomheden og af udenforstående (forlag, aviser m.m.). Der vil sikkert være brug for også her at opdatere samlingen med indsamling af nyere billedmateriale.
Lokalebehov
Prioriteringen af forskningen, seminarvirksomheden, og rekruteringen af flere ph.d- og postdoktorstuderende stiller krav til lokaleressourcerne. Allerede fra 1. september bliver to ph.d.-studerende knyttet til afdelingen, og der vil i løbet af efteråret være behov for yderlige to eller tre kontorpladser. Der er i øjeblikket ikke nogle egnede arbejdspladser for forskerstuderende, og vi må derfor snarest gennemgå den samlede lokalemasse og de enkelte medarbejderes lokalebehov. Resultatet kan komme til at medføre visse omflytninger internt i huset.
Afdelingens organisation
Der findes mange gode kvalificerede krafter på afdelingen, og jeg vil derfor i videst mulige omfang delegere de daglige ledelsesopgaver — især udstillingsarbejdet, arbejdet med samlingerne samt infrastrukturen (sekretariats- og betjentfunktioner) — til nogle af de faste medarbejdere. Derimod vil jeg beholde det daglige ansvar for forskningen og planlægningen af undervisningen i medicinhistorie, og selvfølgelig også have det overordnende politiske og økonomiske ansvar for afdelingen. I de kommende medarbejdersamtaler vil også delegeringen af de daglige ledelsesopgaver blive taget op.
Så til mødevirksomheden. Der er tidligere blevet holdt personalemøder hver 14. dag og konsulentmøder én gang om måneden. Af referaterne fremgår det, at personalemøderne og konsulentmøderne stort set har handlet om de samme ting. Det ville måske være en god idé at rationalisere lidt i mødevirksomheden og begrænse sig til et fælles afdelingsmøde, f.eks. én gang per måned — her forventes alle med tilknytning til afdelingen (faste medarbejdere, fondslønnede, konsulenter og studentermedhjælpere) at deltage.
Det betyder til gengæld, at konsulentgruppen og de, der specifikt arbejder med samlingerne og med udstillingsvirksomheden, indimellem kan holde separate møder som ikke behøver at omfatte hele personalegruppen.
Medarbejdersamtaler
Som jeg skrev indledningsvist vil jeg i løbet af august afholde en serie samtaler med de fastansatte medarbejdere, og derefter vil jeg gerne have mulighed for lignende samtaler med konsulenterne, de fondslønnede og studentermedhjælperne.
Formålet med medarbejdersamtalerne er at gennemgå den enkelte medarbejders nuværende arbejdsopgaver, erfaringer og ønsker om egne karrieremuligheder, for at på grundlag heraf kunne lave en mere detaljeret faglig strategiplan for afdelingen.
Til sidst…
Der er mange ting der ikke berøres i dette papir, f.eks. indholdet i udstillingsvirksomheden, prioriteringen af studiesamlingerne, relationerne til Dansk Medicinsk-Historisk Selskab og Medicinsk-Historisk Museums Venner, med videre. Der er mange ting at tage fat på.
Jeg regner med at vi kan holde det første afdelingsmøde så snart samtalerne med de fastansatte medarbejdere er gennemført, dvs. i slutningen af august eller begyndelsen af september.
Med venlig hilsen,
Thomas Söderqvist