Et klassisk akademisk dilemma

I sidste nummer af Weekendavisen (nr. 18, 5. – 10. maj, Ideer, s.9) gengiver Kristian Hvidtfelt Nielsen og Henry Nielsen de argumenter imod en naturvidenskabelig kanon, som bla. Helge Kragh og undertegnede udviklede i et temanummer af tidskriftet BioZoom for en måned siden.
Men selv om det på overfladen ser ud som om Nielsen & Nielsen køber argumenterne imod naturvidenskabelige kanoner, så kan de alligevel ikke holde deres sti ren. For de ender alligevel med at hævde, at der er gode grunde til, at kanonisere danske videnskabelige helte som fx Niels Bohr og seismologen Inge Lehmann.
Hvorfor denne slinger i argumentvalsen?

Jo, nok fordi Nielsen & Nielsen er ved at udgive fjerde og sidste bind af Dansk Naturvidenskabs Historie, som udkommer 11. maj. I deres akademiske kollegaers øjne vil de selvfølgelig gerne fremstå som gode videnskabshistorikere ved at afvise myten om videnskabelige kanoner. Men samtidigt vil de jo gerne også gøre god reklame for deres bog om dansk naturvidenskabshistorie. Og det er god latin blandt naturvidenskabsformidlere at kanontænkning er opskriften på en kioskbasker. Se bare på den danske videnskabsjournalist Tor Nørretranders, som har gjort kanonisering af bla. Bohr og Einstein til sit levebrød.
Nielsen & Nielsen er med andre ord fanget i et klassisk akademisk dilemma. På den ene side vil man ugerne fremstå som naiv i sine akademiske kollegaers (‘peers’) øjne. På den anden side vil man jo gerne blive læst og anerkendt i en større offentlighed. Det er et dilemma , som vi allesammen er mere eller mindre fanget i.
Hvad kan man gøre? Den nemmeste løsning på dilemmaet er selvfølgelig at prøve at sylte de modstridende budskaber ind i retorisk sødsuppe. Det er det, som Nielsen & Nielsen gør i deres WA-artikel. Men man behøver jo ikke altid vælge de nemme løsninger. Formidling af naturvidenskabelige emner ville stå stærkere, og i længden blive mere respekteret, hvis skribenterne forholdt sig til naturvidenskabeligt arbejde på en måde som ikke strøg læsekredsen med hårene. Fx. ligesom Weekendavisens Lone Frank, der hellere stryger mod end med hårene.
(Se også tidligere indlæg om videnskabskanoner her på bloggen).