Blandt ruiner, lægeurter og skeletter på Æbelholt Klostermuseum.

Når man kommer kørende ad Hovedvej 19 fra vest mod Hillerød tårner tre røde murstenssøjler sig op i horisonten i det bakkede grønne marklandskab. De tre søjler drager den interesserede til at køre ind på en grusstensbelagt plads, sætte køretøjet for først at få en uventet spadseretur igennem en idyllisk anlagt urtehave for så at komme videre langs kornmarker, hele tiden med blikket rettet mod de tre søjler. Pludselig åbenbares der for en fundamentrester af Nordens største Augustinerkloster, Æbelholt Kloster, der blev anlagt ca. år 1175 af Abbed Vilhelm, senere helgenkåret Skt. Vilhelm. Æbelholt Kloster fik herefter sin storhedstid i næsten 350 år. Efter reformationen blev Æbelholt Kloster revet ned og stenene anvendt til bygning af Frederiksborg Slot i Hillerød. En augustinerordens epoke var slut.
De glorværdige ruiner og lægeurtehaven er i dag et middelalder-, religions- og medicinhistorisk vidnesbyrd på, at en omfattende kannikervirksomhed har spillet en betydelig rolle på stedet med tilstedeværelse af præsteskole, gæsteherberg for gejstlige, ikke – gejstlige, fornemme og fattige, pilgrimsmål og endelig har der været infirmeri. Denne betydningsfulde rolle afspejles også i klosterets dertilhørende ikke synlige kirkegård, hvor udgravninger i årene 1935 – 1948 ledet af medicinalhistorikeren Vilhelm Møller-Christensen med bistand fra Nationalmuseet afdækkede ca. 800 skeletter eller skeletdele. Disse arkæologiske humane levninger, hvor ca. 600 i dag befinder sig i Medicinsk Museions samlinger, er særlige unikaer for den medicinske kulturarv. Gennem disse knogler fortælles der stumt om sygdomme, dødsårsager, behandlingskundskaber og ikke mindst om levevilkår i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.
Det er interessante fortællinger som ligeledes kan opleves gennem de øvrige ca. 200 humane levninger og det fundne arkæologiske medicinske behandlingsudstyr i Æbelholt Klosters museumsbygning opført på ruinområdet til formålet i 1957 af Tyge Hvass.
For at disse udstillede arkæologiske humane levninger fortsat kan fortælle deres stumme historie, har konservatoren været på banen med en inspektion af udstillingslokaliteterne. Det blev hurtigt klart, at en udstillingspleje i form af rengøring og stabilisering af montrer og genstande var hårdt tiltrængt.
Museet har med en beliggenhed tæt på en hovedvej og i landlige omgivelser været væsentligt udsat for smuds- og støvbelastning. Der ses tydelige spor overalt i udstillingslokaliteterne i form af smudsige støvede vægge, ruder og genstande, der er mere eller mindre dækkede af spindelvæv og ekskrementer fra mus og insekter, samt insektrester. Det er skadelige og nedbrydende faktorer for det arkæologiske knoglemateriale. Smuds- og støvpartikler da det med sit skadelige indhold af partikler fra luft- og vejforureningen kan påvirke materialet. Desuden er insekter og ekskrementer oplagt grobund for yderligere angreb af mikroorganismer.   

 
                  
 
 
  
Døde insekter, ekskrementer og spindelvæv i et udstilingsmontre.
  Billedet til venstre viser et eksempel på de smudsige støvede udstillingshylder. Bemærk hvidlige pletter, som er tab af knoglemateriale fra kranierne. Til højre ses samme hylde i rengjort tilstand.
På grund af museumsbygningens alder har det ikke været muligt at opretholde optimale klimatiske opbevaringsforhold for knogle- og tandmaterialet. Det har således været udsat for svingende relative luftfugtigheder og temperaturer. Da knogler er et hygroskopisk materiale, hvilket vil sige det reagerer med fugtindholdet i luften, har det den uheldige virkning, at der under disse forhold kan opstå spændinger i knoglestrukturen. Ved lav relativ luftfugtighed kan der i værste tilfælde opstå udtørringsrevner, opskalninger eller krakeleringer i overfladen med tab af knoglemateriale, hvilket skal undgås.
Disse uacceptable forhold bliver der nu rettet op på.
For minimering af smuds- og støvpartikler foretages der en grundig rengøring af montrernes vægge, lofter, hylder og ruder med klude fugtet med demineraliseret vand, samt en afsluttende desinfektion med ethanol for minimering af angreb af sporer og partikler fra mikroorganismer. Knogle- og tandmaterialet bliver forsigtigt afrenset med tørre bløde pensler afhængigt af deres bevaringstilstand. Løse dele bliver limet fast til deres tilhørssted med en lim, der er egnet til knogle- og tandmaterialet alt efter deres bevaringstilstand og hygroskopiske egenskaber. Som eksempel kan en lim, såsom den velkendte 10 sekunders cyanoakrylatlim med hårdhærdende egenskaber medvirke til yderligere spændinger med revnedannelse under knoglematerialet hygroskopiske bevægelser end en lim, som er mere bevægelig med knoglematerialets hygroskopiske egenskaber.
Efter endt rengøring og konservering er nogle udstillinger blevet omarrangeret, således de fremstår bedre formidlingsegnet i forhold til udstillingsteksten og de humane levningers stumme fortælling.
    Udstillingsmontrer før (tv) og efter (th) et omarrangement for at få en bedre formidling af genstandene.
Hvad angår et fyldestgørende billede af de klimatiske skadelige faktorer i museumsbygningen, skal opstillede dataloggere til måling af den relative luftfugtighed og temperatur over en længerevarende periode give et detaljeret billede af miljøet. Efter endt udstillingspleje skal det vurderes på baggrund af disse målinger, hvilket klimatiske tiltag der skal foretages med bygningens alder, opbygning og beliggenhed taget i betragtning. 
Dog er resultatet allerede nu synligt og udstillingslokaliteterne fremstår stabiliserede og under optimale opbevaringsforhold vil de ca. 200 arkæologiske humane levninger gennem deres knogler fortsat fortælle deres stumme spændende medicin- og kulturhistorie i Middelalderen og på Æbelholt Kloster.