mama Fredag den 10. juli 2009 besøgte jeg Danmarks Mediemuseum for at få en snak med Ph.d. studerende Vitus Westergaard om interaktivitet i en museal kontekst. Vitus er i gang med et ph.d. projekt om digitale læringsmedier og museumsformidling, så der var rig mulighed for, diskutere og blive en smule klogere på disse emner. Desuden var det også en chance for at få en føling med, hvad Mediemuseet egentlig beskæftiger sig med. Under armen tog jeg en kasse med trykplader (indsamlet på Panums oprydningsdag) for at se om det var noget Mediemuseet muligvis kunne være interesseret i. Selvom jeg ikke fik afsat trykpladerne, var det alligevel et fantastiske besøg.
Med kyndig vejledning fra Vitus havde jeg mulighed for at beundre de mange fornemme genstand som Mediemuseet har udstillet.
Det var med slet skjult beundring at jeg kunne iagttage de fantastiske (og tunge) trykpresser museet har udstillet – på tredje sal! Mediemuseet har i øjeblikket tre forskellige udstillinger. En ”permanent” udstilling om trykkevirksomhed generelt, en lille udstilling om tegneren Arne Ungermann og så en om computerspil der spøjst nok, hedder Vroum! Vroum! At det er spøjst skyldes at, vores gode nabo Kunstindustrimuseet for nylig have en udstilling der hed det samme. Eller næsten det samme (se anmeldelse her). Udover navnet var der dog også andre fællestræk. Udtrykket Vroum (eller Vrroom) signalerer fart og tempo, og det kunne da også ses som en fællesnævner mellem de to udstillinger. Hvor motorcykeldesignet var i fokus på Kunstindustrimuseet tog, har man på Mediemuseet en mere aktiv rolle at spille. Mediemuseets udstilling handler om bil-spil. Altså dem man kan spille på en computer eller konsol. Og der er i den grad fart over feltet. Udstillingen er grafisk meget flot, bl.a. holdt jeg meget af legetøjsracerbanen der bugtede sig rundt på væggene og den begrænsede plads i udstillingslokalerne er dygtigt udnyttet. 
Vitus forklarede hvordan udstillingen var bygget op og om de tanker der lå bag (se desuden mere her: Sømmet i bund – med eftertanke). På Mediemuseet har der været en bekymring over om udstillingen ville blive for meget en spillehal, da publikum har mulighed for at prøve kræfter med de mange spil. Det mener jeg nu ikke var tilfældet. Diskussionen om spillenes historie (og mulige skadelige virkning) blev præsenteret på en fin og overskuelig måde, selvom udstillingen aldrig trænger helt i dybden med diskussionerne. Ikke desto mindre er det en rendyrket fornøjelse at få luftet sin indre fartdjævel.Der var ikke kun mulighed for at prøve de forskellige spil. Vitus introducere mig for en aktivitet hvor, man kan skifte motorstøj og baggrundsmusikken på et af bil-spillene. Det er et cool feature fordi det sætter fokus, hvordan lyd påvirker vores sindsstemning. Der var blandt andet mulighed for at skifte musikken og motorstøjen, uden at vide hvorfra støjen stammede. Bl.a. andet havde Vitus optaget støjen fra sin gamle Nilfisk-støvsuger. En fin gimmick og det er ikke helt det samme at køre hæsblæsende hurtigt mens motorstøjen lyder som en støvsuger.
Ikke desto mindre har det interaktive element også sin bagside. En af konsollerne var ude af drift da vi besøgt udstillingen. En advarsel om at interaktive elementer kan være skrøbelige. (Det kender vi for øvrigt også godt til her på Museion – se Jeppes blogpost om vores Black Box). Alt i alt en seværdig udstilling.
Det overordnede formål med besøget var som sagt, at diskutere interaktivitet i museal kontekst. Personligt har jeg en tendens til at være en smule konservativ på det punkt. Det interaktive element kan uden tvivl mange ting, men fokus kan også let fjernes fra det egentligt museale. Genstandenes egen værdi – kulturhistorisk og æstetisk. Her kan det være at Mediemuseet har det nemmere end vi har det her på Museion? Vi skulle nødigt have folk til at prøve kræfter med jobbet som kirurg (så skulle det da være virtuel kirurgi), men mange mennesker er efterhånden vant til at benytte elektroniske medier – og det kan være Mediemuseets store force. Selvom jeg nok tenderer det konservative når det kommer til interaktivitet, så jeg dog også nok som overbeviste mig om, at visse interaktive elementer virkelig kan fungere. Et af de nyere tiltag på Mediemuseet er et studie, hvor skoleklasser kan prøve kræfter med produktionen af en ”rigtig” nyhedsudsendelse. Her er professionelle kameraer, en ”blå skærm” til vejrudsigten, og lys og lyd. Klasserne har så i samarbejde med deres lærer, mulighed for at lave en nyhedsudsendelse om et emne som de har haft i skolen eller ”blot” en nyhedsudsendelse der behandler aktuelle problemstillinger. Det slog mig, at det må være en fantastisk mulighed for at træne elevernes evne til at samarbejde. Fra research til færdig udsendelse.
Tak til Vitus og Mediemuseet for en inspirerende dag.
