mama Det er ikke så ofte, man får et indblik i arbejdet bag museumsudstillinger – med mindre man arbejder på et museum eller følger med på denne blog. Min første erfaring med at skrive udstillingstekster var teksten til Knud Sands høns i Museions særudstilling 6 Ting og Sager. Det vil sige, på en måde føler jeg ikke rigtig ejerskab over teksten, da den startede som et udkast fra Camilla Undén, blev skrevet om af mig og derefter redigeret til en noget kortere version af Bente Vinge Pedersen. Men det er en del af processen.
En specifik udfordring ved lige netop denne tekst var desuden, at den omhandler kønshormonforskningens begyndelse, hvor retsmediciner og seksualbiolog Knud Sand forsøgte at ‘løse kønnets gåde’ og finde dén biologiske årsag til alle kønslige variationer. Knud Sand var en dygtig forsker ud fra datidens positivistiske videnskabsideal, men lige præcis dette faktum, kombineret med hans kønssyn, gør det svært at skrive en tekst på ca. én A4-sides længde, når man som jeg hverken ønsker at gentage Sands videnskabsidealer og kønssyn ukritisk eller ønsker at kritisere fortiden på nutidens præmisser.
Hvordan undgår man at gentage Sands på sine præmisser logiske og forførende ræsonnementer – som man med et nutidigt videnskabsteoretisk perspektiv kan se flere kritikpunkter i? Og hvordan undgår man at skabe et billede af fortidens forskning som ‘dårlig’ eller ‘mangelfuld’, hvis man lader sin kritik skinne igennem?
Hvis man både vil vise logikken i den historiske forskning, det drejer sig om, og samtidig på en respektfuld og ikke-fordømmende måde vise ‘hullerne’, så kræver det en del overvejelse – og måske mere plads og tid, end man normalt har til rådighed. Om det er lykkedes i denne omgang er jeg stadig usikker på, men nysgerrige skal være velkommen til selv at vurdere resultatet af nævnte proces på væggen bag hønsene i udstillingen – og måske dele tanker med os andre her på bloggen.
Denne problematik er ikke særegen for udstillingstekster – den findes i næsten al formidling af medicin og videnskabshistorie, vil jeg mene. Men udstillingstekstens længde-begrænsninger, og genrens implicitte ideal om en neutral faktaformidlende fortællestemme – der i hvert fald lå i undertegnedes baghoved – gør det til en særlig problemstilling i museal sammenhæng.
Måske er det bare et spørgsmål om øvelse, men når nu man i andre former for medicinhistorisk akademisk skrivning har gjort grundigt op med ideen om en neutral fortællestemme, kunne man måske også overveje at afsøge eller skabe nye genrer inden for udstillingstekstmediet?
Balancen mellem gentagelse og fordømmelse – i udstillingstekster
Det er ikke så ofte, man får et indblik i arbejdet bag museumsudstillinger – med mindre man arbejder på et museum eller følger med på denne blog. Min første erfaring med at skrive udstillingstekster var teksten til Knud Sands høns i Museions særudstilling 6 Ting og Sager. Det vil sige, på en måde føler jeg […]
