Thomas Söderqvist 
Hvordan kan og bør et universitetsmuseum udvikle sig i dag?
Igennem flere år har vi internt ført diskussioner om Medicinsk Museions fremtidige udvikling. Jeg tror tiden er moden nu til at føre diskussionen ud i det offentlige rum – med fuld bevidsthed om den risiko, der ligger i, at internet-trolls og ondsindede journalister forplumrer den.
Realistisk aktivisme
Den helt konkrete anledning til dette indlæg er, at jeg i weekenden læste dagbladet Informations temaavis Opbrud, som i disse dage bliver delt ud på videregående uddannelser, ungdomsuddannelser, højskoler og biblioteker over hele landet. Det er 40 siders inspirerende avislæsning om en lang række initiativer, som vil gøre en forskel og ændre verden.
Temaredaktør Søren Heuseler og redaktionsmedlem Andreas Harbsmeier formulerer opbrudsopgaven omtrent sådan her (s. 2):
- Den dybe sociale, økonomiske, økologiske og kulturelle krise, vi befinder os i lige nu, kan være en åbning til at skabe en grundlæggende anden verden, der bygger på bæredygtighed og social ansvarlighed.
- Der findes mange unge rundt om i verden, der forsøger at reagere fremadrettet og ansvarligt over for en fremtid, der ellers kan synes sort og perspektivløs.
- Tilliden til overordnede politiske løsninger fortaber sig i manglen på perspektivrige beslutninger — men trods dette opstiller mange unge i dag alternativer til en europæisk og global dagsorden.
- Det handler ikke om at formulere nye politiserede og teoretiske revolutionstanker — men om en såkaldt realistisk aktivisme, som fx. Veronica D’Souza’s Ruby Cup-projekt.
- Realistisk aktivisme handler om at kombinere solidaritet med iværksætterambitioner. Man må faktisk gerne tjene penge og blive populær samtidig med, at man tænker bredere, mere visionært og mere socialt — og man må gerne have det sjovt, mens man gør det!
Nogle tænker måske, at dette lyder som socialisme. Eller som småborgerlig kapitalisme? Jeg tror ikke, at det er nogen af delene. Jeg tror, det handler om, at en veluddannet ungdomsgeneration er led og ked af, at politikere, virksomhedsbestyrelsesmedlemmer og bureaukrater i organisationer og statslige myndigheder lægger låg på den innovationslyst og kreative iværksættertrang, som kommer indefra, nedefra og udefra organisationer, myndigheder og store virksomheder.
Kan universitetsmuseerne tage kriseudfordringen op?
Universiteterne ikke nogen undtagelse. Medicinsk Museion er en del af Københavns Universitet, og jeg taler næsten hver uge med både gamle og nye kollegaer, der giver udtryk for, at den administrative ‘kultur’ på universiteterne stille og roligt er ved at inddæmme den kreative kultur.
Den kritik er der ikke noget nyt i. Det er blevet sagt hundredvis af gange før og der er blevet afholdt konferencer og skrevet artikler og bøger om problemet. Men desværre bliver det næsten altid ved de kritiske stemmer, og det ender ofte i en kombination af irritation, opgivenhed og og nostalgi. Mine gamle kritiske universitetskollegaer brokker sig over Universitetsloven og ‘fra forskning til faktura’-formlen, manglen på basismidler og bogstavelig talt ånds-svage administrative tiltag. De færreste kommer med konstruktive forslag til, hvad man kan gøre for at generobre kreativiteten, iværksætterånden og glæden ved at arbejde og skabe.
Nostalgien duer ikke. De gode gamle dage kommer ikke igen. Forget it! Det samme gælder på museerne. Glem nostalgien, de gode gamle dage, hvor man kunne nørde med en lille Feinschmecker-samling i årevis. Den slags museer er historie.
For mig at se, er det en eneste alternativ at genopfinde den kreative kultur på ny.
Det, som jeg håber på, er, at studerende, ph.d.er og postdoc på universiteterne begynder at tænke i den slags ‘realistisk-aktivistiske’ baner, som Heuseler og Harbsmeier beskriver i deres indledningsartikel til Opbrud-temaavisen.
Og jeg håber, at en yngre generation af kuratorer (jeg bruger bevist ordet kurator for ansatte, som ”sørger for” samlinger og ting og fravælger det hæslige ord ‘museumsinspektør’, som oser af embedsmandsvælde) begynder at tænke i de ‘realistisk-aktivistiske’ tankebaner.
Som en kombination af forsknings-, kulturarvs- og formidlingsinstitutioner, er universitetsmuseerne faktisk velplacerede til at udvikle den slags solidarisk iværksætterkultur.
For det første ansporer den omsorgsfulde (kuraterende) omgang med materielle genstande og billeder forskerne og kuratorerne til at blive mere realistisk tænkende og handlende mennesker (ordet ‘realistisk’ er jo afledt af det latinske ord ‘res’ = ting).
For det andet rummer universiteterne trods alt stadigvæk et kreativt potentiale. På trods af det omsiggribende new management-sprog, de mange administrative cirkulærer og overfladiske effektivitetsmålinger er forskningsfriheden endnu ikke fjernet, hverken på papiret eller i praksis.
Og for det tredje (og her vil mange af mine åbent venstreorienterede kollegaer nok være uenige) har man på universiteterne, især på de ‘våde’ fakulteter, en aktiv iværksætterkultur, fx. ved at forskere etablerer private biotekvirksomheder.
Som værende et universitetsmuseum har Medicinsk Museion gode forudsætninger for at tage kriseudfordringen op og være med til at skabe noget nyt. Som universitetsmuseum har vi frihed til at udvikle kreativ og legende forskning. Som universitetsmuseum har vi realistisk jordforbindelse. Og som et lille museum kan vi manøvrere hurtigt i en foranderlig verden.
Og så til sidst det med særklasse
Jeg synes det mest interessante i Søren Heuselers og Andreas Harbsmeiers ‘realistisk-aktivistiske’ verdensbillede er beskrevet afslutningsvist: “Måske er særklasse dét, der skal til”.
Ord som ‘verdensklasse’ og ‘særklasse’ er efterhånden blevet en joke på universiteterne. Ti års universitets- og forskningspolitisk spin har gjort dem indholdsløse. Men Heuseler og Harbsmeier fylder dem med nyt indhold:
Særklasse er de øjeblikke, hvor nogle mennesker i fællesskab træder uden for rammerne og gør noget andet.
Det er den form for ‘særklasse’, jeg ønsker, at et universitetsmuseum som vores skal indtage.
På mange måder lever vi allerede op til de sædvanlige politiske ønsker om ‘verdensklasse’: Vi publicerer i ledende internationale tidsskrifter med høj impact-faktor, og vi laver internationalt prisbelønnede udstillinger.
Men den slags er kun overflade. Det, som virkelig betyder noget, er at være i ‘særklasse’. Dvs. fx.
- at træde uden for de givne universitetsmuseale rammer og gøre ‘noget andet’.
- at hjælpe med at sætte nye dagsordner for museumsverden generelt.
- at omfortolke hvad ‘formidling’, ‘materialitet’ og ‘kulturarv’ betyder.
- at tænke i nye baner for forskningsformidling og engagement i videnskab.
- at omformulere synet på forholdet mellem samfund og forskning og mellem kunst, kultur og videnskab.
At være i ‘verdensklasse’ er kun begyndelsen. Den svære opgave er at være i ‘særklasse’. Hvordan gør vi det? Har mine kollegaer på universiteter og museer rundt om i landet nogen mening om, hvad det indebærer at være i ‘særklasse’?
(billedet er fra http://brechto.blogspot.dk/2010/11/what-is-activism.html)
