Mikael Nørlund I halvandet år var jeg ansat som omviser på Medicinsk Museion, mens jeg færdiggjorde min kandidat i filosofi og performancedesign fra Roskilde Universitet. Jeg blev så glad for at stå foran et publikum og fortælle om åreladninger, anæstesi og amputationer, at jeg besluttede mig for, at mit speciale skulle handle om disse omvisninger.
Det stod nemlig klart for mig, at det ikke kun var min egen indsats, der afgjorde, hvordan den enkelte omvisning endte med at udspille sig. Der var jo også et publikum, som stillede spørgsmål, grinede, gabede, besvimede og på alle mulige måder påvirkede situationen. Og omvisningerne foregik i en række udstillinger, som nogle kuratorer havde udtænkt og designet, og hvori der befandt sig en lang række genstande, der i selve deres materielle tilstedeværelse spillede en stor rolle.
Derfor besluttede jeg mig for at undersøge, hvordan alle disse forskellige aktører relaterer til hinanden og dermed afgør, hvordan en omvisning i sidste ende tager sig ud. Ved hjælp af interviews, fokusgrupper, spørgeskemaer, observationer, m.m. kastede jeg mig altså ud i at analysere omvisningerne på Medicinsk Museion som netværk.
Når man studerer relationer mellem aktører i et netværk, kan man eksempelvis se på, hvor stærke eller svage disse relationer er. Jeg kunne i min undersøgelse blandt andet bemærke, at der ofte opstår en stærk relation mellem omviseren og gæsterne. Dette er formentlig ikke så overraskende. Til gengæld konstaterede jeg også, at relationen mellem kuratorerne og omviserne formodentlig kunne være stærkere. Dels gav en kurator udtryk for, at omviserne kunne instrueres mere omfattende i de enkelte udstillinger, dels ønskede omviserne, at deres erfaringer fra omviserarbejdet blev benyttet mere i kuratorarbejdet.
Det er en smule usædvanligt at lade sit speciale omhandle ens egen arbejdsplads, men en af fordelene har været, at jeg har kunne inddrage mine egne erfaringer. Derudover finder jeg det vigtigt at forholde sig kritisk over for det, som man foretager sig i sit daglige virke – det må være et vilkår, hvis man skal udvikle og forbedre sin praksis. Det gælder både som individ og som institution. Forhåbentlig kan specialet tjene som inspiration for dem, der arbejder med museumsformidling – både på og uden for Medicinsk Museion.
