mama DR bragte søndag d. 29. oktober en dokumentarudsendelse, der ved hjælp af skjult kamera viste, hvordan en spansk privatlæge var villig til at tilbyde en kvinde provokeret abort i 32. svangerskabsuge. Det satte ikke overraskende en debatstorm i gang. Jeg fik mulighed for at kommentere i Informations ‘synspunkt’ på side 3, og mit indlæg er klippet ind nedenfor.
Magiske grænser
Af Sniff Andersen Nexø
Efter søndagens afsløringer af sene aborter står gode folk i kø for at give deres væmmelse og afstandtagen til kende. Betegnelser som ’mord på små børn’ og det ellers noget bedagede ’fosterdrab’ fyger gennem luften – fulgt af diverse løsningsforslag, der vel at mærke primært retter sig imod ændrede abortgrænser og ændrede procedurer i Danmark. Den magiske grænse er udfordret, hører vi. Men på hvilken måde er abortgrænser magiske? Og hvorfor synes problemet så stort?
I 2005 fik 54 kvinder i Danmark endeligt afslag på sen abort, heraf 8 efter 23. uge. De fleste af disse ville lovligt kunne få en abort frem til udgangen af 24. uge i visse EU-lande. Hvor mange der benytter sig af denne mulighed, ved vi ikke. Tilbage er 8 kvinder sidste år, der ikke ville kunne opnå abort legalt i europæisk regi. Om nogle af dem fik foretaget en ekstremt sen og ulovlig abort, ved vi heller ikke. Problemets omfang er med andre ord ukendt, men formodentlig ganske lille. Hvorfor bliver det alligevel så stort?
De sene aborter er et rigtigt ’godt’ problem, set fra et formidlingsmæssigt perspektiv. TV-Avisen flød onsdag over af stolthed over historien som eksport-succes. Interessant vinkel. Ikke fordi den gør os klogere på den konkrete sag eller abortspørgsmålet. Men nok klogere på, hvad der gør det ’lille’ problem stort. Det sælger nemlig godt med sådan en god, indlysende og entydig sag, hvor det ikke er svært at udpege den griske barnemorder og hans uskyldige ofre. Det er så rart, når hverken formidling eller stillingtagen udfordres af kompleksitet og paradokser.
Denne ’enkelthed’ kræver magiske grænser, som er uoverskridelige og lette at trække op i sort og hvidt. Men som de seneste dages debat illustrerer, er det alligevel ikke så enkelt. For den ’enkle’ spanske sag fletter sig øjeblikkeligt ind i komplicerede standende debatter om abortspørgsmålet: Om aborters legitimitet i det hele taget; om abortindikationer; om ansvar. Den lille sag bliver en arena for de løbende kontroverser. Det ekstreme og sjældne eksempel aktualiserer spørgsmålet om, hvor de ’magiske grænser’ går og skal gå.
Hvis dét er, hvad vi er i færd med at diskutere, er der ikke meget at hente i den højtprofilerede afsløringshistorie. For vi har at gøre med nogle grundlæggende dilemmaer her, som der ikke gives lette og entydige svar på. Diskussionen fortjener, som adskillige har sagt, at kvalificeres, og her kan den fjernere og nærmeste historie give os noget at tænke med og over.
Spinkelt lovgrundlag
Der har bl.a. været en udbredt forargelse over, at andre europæiske lande som fx England undergraver den gode danske abortgrænse ved at tillade sene aborter alene på kvindens begæring. Men ingen grænser eller kategorier er naturgivne, heller ikke abortgrænserne. De er kulturlige størrelser, som etableres i bestemte sammenhænge, og som er forskellige og foranderlige. Den danske abortgrænse blev ikke til, som vi ellers har hørt, af medicinsk-tekniske hensyn og ved indførelsen af den fri abort i 1973. Grænsen ved 12. uge blev indført allerede ved den første danske abortlov i 1937 (og lå i øvrigt i perioden 1956-1970 ved 16. uge). Det formelle grundlag for grænsen var en statistik over ni dødsfald efter provokeret abort over en seksårig periode. Nutidens epidemiologer ville nok kalde det spinkelt. Men datidens læger fastholdt, at dette var det saglige belæg for den grænse, der tilfældigvis faldt sammen med den folkelige (og naturligvis helt usaglige) opfattelse af, at der først omkring de tre måneder var et beskyttelsesværdigt liv til stede.
Den engelske abortgrænse ved 24. uge har en lignende sammenhæng med den kulturelle opfattelse af fosterlivets udvikling, idet den falder sammen med, hvad der i bl.a. England gik under betegnelsen ’quickening’: Det tidspunkt, hvor kvinden begyndte at mærke liv, og før hvilket det ikke blev anset for hverken umoralsk eller forbryderisk at ’regulere menstruationer’, som det hed. Begge grænser er bygger altså på historiske og kulturelle opfattelser af fosterlivet. Er det enkelt at afgøre, hvilken der er den rigtige, den mest etiske?
Tvetydigheder og paradokser
Dilemmaet løses heller ikke ved et trylleslag ved at referere til en kristen etik. At menneskelivet skal beskyttes fra undfangelsen er i et kirkehistorisk perspektiv en relativt ny opfattelse, der tidsmæssigt knytter sig til fremkomsten af embryologien og dens viden om det biologiske fosterliv. Ifølge den kanoniske (kirkelige) ret var fosterbeskyttelse tidligere afhængig af besjælingen, som fandt sted efter 40 dage for drenge- og 80 for pigefostres vedkommende.
Heller ikke inden for vores egne grænser – geografiske og kategoriske – er det så enkelt at definere helt stabilt, hvad et foster er, og hvad man må gøre med det. På ethvert større hospital kan man således møde mange forskellige fostre: Det nye familiemedlem, der materialiserer sig i det første ultralydsbillede. Det tabte barn, eller den tabte drøm om ét, ved en spontan abort. Den uønskede graviditet – og dét, der siden bortskaffes som vævsaffald eller semi-menneske efter aborten. Embryoner som potentielle børn i IVF-klinikken, eller som forskningsressource i laboratoriet. Omgangen med fostre og fosterceller er det mest gennemregulerede inden for medicinen, og samtidig fuld af tvetydigheder og paradokser.
Vi kan altså ikke i debatten tage som udgangspunkt, at nogen abortgrænse er noget nær naturgiven. Grænserne er ikke magiske, fordi de er urørlige og universelle. Grænsernes magi består i, at de let blinder og tryllebinder os: Når de først er etableret, kommer de til at stå som så naturlige og selvfølgelige for os, at vi ikke spørger om deres grundlag og vanskeligt kan forestille os at flytte på dem eller anerkende andre(s).
Hvordan drager vi grænsen?
Ethvert samfund etablerer orden, kategorier, grænser for at kunne fungere. Og ethvert samfund må løbende reflektere over, hvordan og hvorfor vi drager grænserne. I den pågående debat er det en overvejelse værd, at vores samtid synes at bevæge sig i retning af at tillægge menneskefostre en stadigt større værdi og betydning – ikke blot i 7. måned, men helt ned til første celledeling. Hvorfor er fostrene noget af det mest værdifulde, det mest ukrænkelige, det mest omdiskuterede i dag? Fostrene placerer sig måske med al deres flertydighed lige i brændpunktet for vor tids diskussioner om, hvad det vil sige at være et menneske, en person. Det er åbenlyst et spørgsmål, der knyttes tæt til modernitetens biologiske og biomedicinske forståelse af mennesket – i sig selv et historisk, og ikke et universelt fænomen. Det er om noget relevant aldrig at lade den diskussion stoppe. Men den fordres og kvalificeres ikke af den salgbare vinkling og de ’lette’ historier om spanske abortbødler og fremmede, uetiske abortgrænser.
Sniff Andersen Nexø er historiker, ph.d., og forsker ved Medicinsk Museion, Københavns Universitet.
