Kirsten Jungersen

Denne voksskulptur i naturlig størrelse er på en gang et portræt af en fin herre fra slutningen af 1700-tallet og en anatomisk model beregnet på undervisning af vordende læger, altså en vellykket kombination af kunst og videnskab som fremhæver det humanistiske element i lægekunsten.

Schweizeren Conrad Gesner (1516 – 1565) indgår i rækken af læger som forvaltede den antikke urtemedicin på nye kærlige og kritiske måder med bogtrykkerkunstens hjælp.
Men Gesner stræbte efter universel viden og kan derfor ikke ydes fuld retfærdighed i en blot medicinhistorisk sammenhæng.

Der er to kandidater til titlen som den sidste af botanikkens fire tyske grundlæggere: Euricius og Valerius Cordus som var far og søn.

Den tredje af botanikkens tyske fædre, Jerome Bock (1498 – 1554), var ikke så veluddannet som Otto Brunfels og Leonhart Fuchs. Men han overgik dem alligevel i feltarbejde og plantebeskrivelse (den såkaldte phytografi).

En af mine yndlingsblomster, Fuchsia, har fået navn efter en noget stridbar herre, lægen Leonhart Fuchs (1501-1566) fra Tübingen.
Han er berømt for sin bog De historia stirpium (om planternes historie) om 500 planter med naturtro illustrationer.

Billedet af Otto Brunfels (1488? -1534) er malet af Lucas Cranach den ældre (1472 – 1553), og er hentet fra The Wellcome Institutes billedsamling på nettet.

Når man hører en menneskestemme, drejer man uvilkårligt hovedet for at sætte et ansigt på stemmen.
Mange mennesker nærer et tilsvarende ønske om at se mytologiske væsener legemliggjort eller afbildninger af for længst afdøde personer, uanset at deres portræt ikke er bevaret.

Urtemedicin er ikke uskyldige lægemidler. Man kan se hos den græske læge Dioscorides fra 1.årh.e.Kr. at han bygger på mange generationers dyrekøbte erfaringer.

Lægen Dioscorídes fra Anazarbos i Kilikien (i Lilleasien) ved vi meget lidt om, men hans bøger blev flittigt brugt som standardværket om lægemidler i over 1500 år.

Leonicenos efterfølgere i Ferrara blev lægerne Giovanni Manardi (1462-1536) og Antonio Musa Brasàvola (1500-1555) som nok fortsatte i hans spor, men hver på sin måde.

Niccolò Leoniceno (1428-1524) kaldes den første humanist blandt lægerne. Han påbegyndte nemlig en filologisk gennemgang af de tekster som lægekunsten byggede på.

I en tidligere blogpost viste jeg at betegnelsen går tilbage til den antikke græske læge Galen (129- ca.216), og jeg antydede hvordan Galens tankegang bag det mærkelige navn gav mening og kunne videreføres i middelalderens monotheisme. (Betegnelsen kom på latin til at hedde: “sex non naturales”).