Sus Foldager Skibslægen har tid til at nyde omgivelserne i Marseilles, hvor hans trang til at sammenligne atter viser sig. Han er betaget af det folkeliv, der frit får lov at udfolde sig i byen, og som spreder sig til skibet, hvor der straks kommer musik til måltiderne.
27.
D. 17. juni 1901 blev skibslæge Arne Faber purret fra køjen kl. 4.30, da damperen ”Manchuria” stod ind i Messinastrædet mellem Sicilien og ”Italienstøvlen”s tåspids. Det er allerede lyst. Bjerglinierne er trukne klart og skarpt på Italiens og Siciliens kyst, skønt vulkanen Etna er skjult i tågemasser. Skibslægen sammenligner virkeligheden med de forestillinger om Italien, som han har medbragt sig fra sang, musik, digte og malerier, og bliver ikke skuffet. De passerer øen Stromboli, der er Europas mest aktive vulkan, hvor skibslægen ser dampsøjler stige lodret i vejret efterfulgt af buldren som kanonskud. Skibslægen skriver videre i sin dagbog om ankomsten til Marseille, hvor doktoren må sendes i land med sundhedspapirerne, før skuden kan få lov at lægge til kaj:
19/6. Marseille. – Under knitrende Sol og forrygende Storm ere vi i dag ankomne til Marseille. – Karantæneflaget blev hejst og udefra Rheden blev jeg sendt i Land med Sundhedspapirerne. ”Je suis le docteur”! – Ah! Parle vous francais?? Non Monsieur! Ikke et Spor! Saa blev en engelsk Tolk hentet. – Vi blive her i Marseille c 8 Dage for at losse Ris og andre Ting. Alt vel ombord. –
Skibslægen kendte ikke til stress på dette togt. Han var en person, der var i stand til at leve i nu’et, og han havde tiden til det. Han registrerede alle sanseindtryk i nu’et og tankerne forfører ham hen i drømme. Opvågningen til virkeligheden var godt nok noget brat, men han havde en mulighed for ”mindfulness” i arbejdstiden, som kun er de færreste forundt i vore dage. Telemedicin, helikoptere og lignende har som oftest erstattet en læge om bord. En hyre som skibslæge på et skoleskib vil nok være det job, der bedst kan sammenlignes med skibslæge Arne Fabers job. Ellers er det mest krydstogtskibene, der har læger om bord. Der er 2000-5000 passagere i en ret høj alder, der skal passes af 1-2 læger og 2-6 sygeplejersker, hvor 20-40 konsultationer om dagen er almindeligt. Lægen er på vagt 24-7. Nogen gange kan lægerne gå fra borde i havnene, men opholdene er meget korte.
Tilbage til skibslæge Arne Faber, der på fornem vis beskriver, hvordan han udfører ”mindfulness”:
Jeg sad paa en Havemur en lille Mils vej uden for Marseille. Horizonten skjultes af Provences Kystbjærge og det ligesom tvang En til at studere de nærmeste Omgivelser lidt omhyggeligere. – Først kildredes min Næse af en blandet krydret Duft fra en Urte og Blomsterhave paa den anden Side Muren, saa fangedes Øret af nogle smaa Spurvefugle der kviddrede løs henne fra et Oliventræ. Henne paa den solhvide Vej sad en ung Malerinde under en stor ”Strandparasol” medens Veninden og en lille Bondedreng stode kritisk beundrende bagved. Smaa Klynger af franske Arbejdere kom drivende forbi, livligt gestikulerende til deres Samtale, der engang imellem blev afbrudt af et skrydende Æsel. Luften var let sløret af Varme og en svag Brise af salt Luft kom strygende op gennem Dalen nede fra Middelhavet.
Fotoet er fra skibslægens dagbog.
Det var Sommer!
Da jeg sad paa Muren og ”sammenlignede”, – en Sport som jeg holder meget af – sammenlignede før og nu, Tropernes æventyrlige, men ensformige Palmer med Europas Løvskove, – Bagindiens overvældende Vegetation og pragtfuldt farvede Blomster, med Nordeuropas noget beskednere udseende, – de for os fremmedartede Kinesere, Hinduer og Malayere med Folkestammerne i Europa – og pludselig satte Tankerne i et Spring lige op i Bruxelles Musæet store Sal foran et af Rubens Malerier, hvor jeg blev, indtil et Æsel henne paa Vejen gav sig til at skryde saa nederdrægtig falsk, at det kaldte mig tilbage til Virkeligheden og Sydfrankrig. –
Maa jeg bede om Europa!! Trods Kejser Wilhelms Anstrængelser for at føre os tilbage i Barberiet, er der dog endnu noget, der hedder Kultur i Europa, og den vilde jeg meget nødig bytte bort med Li-hun-shans Mandarintittel, hvis den blev tilbudt mig – men det gjør den ikke. –
Li-hun-Shan er formentlig Li Hung-chang, der var en af de mest indflydelsesrige statsmænd i Kina på det tidspunkt. I Marseilles vrimler det med forskelligartede mennesker fra ”stiksjovere”, som er banditagtige stik-i-rend-drenge til ”Dandyer”, der er selvoptagne, overdrevent velklædte mænd. Og negere har forklædt sig som gentlemen! Selvom ordet ”neger” ikke nødvendigvis blev brugt nedsættende, er det svært at forstå sætningen på anden måde. Mon en afrikaner overhovedet kunne klæde sig, så det indgød til en vis respekt?
Fotoet er fra skibslægens dagbog.
Men det var Marseille!
Neppe laa Skibet ved Quain, før et italiensk Musikkorps med Harper og Mandoliner kom ombord; vi legede det øjeblikkelig for hele den Tid vi laa der – til at spille under Maaltiderne – og Tonen var anslaaet for hele vort Ophold. – Marseille er omtrent saa stor som Kjøbenhavn, men gjør Indtryk af det fem dobbelte paa Grund af dets Folkeliv, der frit faar Lov til at udfolde sig paa Gaderne. – Hvert Hus har mindst en Kaffé og kun Fliserne og Gaden levnes til de Forbipasserende. – Electriske Sporvogne med 5-6 Router for hver Gade, 2 hjulede Møllevogne med 5 Heste, den ene foran den anden; omkjørende Stegerier og Bouillon-kogere, Avisudraabere i alle mulige Tonarter, Stiksjovere der samle Cigarstumper op og siger Vittigheder over Kaffégjæsterne, gamle Koner der sælger Vifter, unge Piger der faldbyder Blomster og et Kys i Tilgift, smaa lasede Drenge med Ansichtkart og alverdens Nipsgjenstande; unge Dandy-er med Knækflipper og gamle Koketter med Knækparasoller; Italienere, Spaniere, Grækere, Jøder, amerikanske Negere forklædt som Gentlemen og Droskekuske i Straahat og hvid Vest og endelig Kaffégjæsterne – en snakkende, leende Skare af smaa sorte Franskmænd, der slog ud med Arme og Ben, blot de skulde bede om en Kop Kaffe.-
Naar vi saa kjørte ned til Havnen om Aftenen, trak Droskekusken regelmæssig sin Revolver frem og lagde den paa Sædet af sig, da det ikke sjældent hænder, at en eller anden bliver dolket.-
