Skibslægens togt til Kina 1900-1901 (24)

Skibslægen nyder atter “Longchair”-livet ombord, men har haft problemer med at håndtere rejerne, så de ikke endte i vestelommen. Mens han har travlt med at styre rejerne er kulierne på øen Penang derimod meget dovne.

24.

Skibslægen Arne Faber er om bord på damperen ”Manchuria” på vej fra Singapore til den lille ø Penang, der ligger ved Malaysias vestkyst. Der skal de have en last Cobra med til Marseilles. Cobra er tørret kokosnøddekød. Hvis sådan et stort læs organisk materiale ikke er helt tørt, starter forrådnelsesprocessen, temperaturen stiger, og det selvantænder. Faktisk brændte ”Manchuria” året efter af selv samme grund. Men selvfølgelig kendte skibslægen ikke til ”Manchurias” videre skæbne. Han skrev i sin dagbog:                                                                                                                          

18/5. Tp. 30° C. Baginden Indiske Ocean 4 ° n.B. Maj 1901

Under skyet Himmel og under Ledelse af en dansk Lods (Hastrup) styrede vi ind mellem de smaa henrivende Øer, der ligger op langs Malaya-Halvøen – og opankrede udfor Øen Penang, hvor vi skulle indtage en del Cobra til Marseille.
Stadige Byger gjorde Opholdet længere end ventet idet Cobraen kun kan lastes i tørt Vejr, hvad fuldstændig falder sammen med Malayerkuliernes Tilbøjelighed, da en lille mørk Sky i Horisonten næsten er tilstrækkelig til at de nedlægge Arbejdet. – Mellem hver Sæk der kom ombord lagde sig roligt ned paa Dækket og sov; at gjøre en unødvendig Bevægelse tillader deres Filosofi dem ikke. – Inde paa Quaien finder der til Stadighed et Par Hundrede nøgne Kulier – Malayere – Armeniere, Siamesere, Kinesere imellem hinanden; de ligge paa Gaden, hænge paa Rækværket og spytte i Vandet, eller staa i smaa samtalende Klynger. – At røre sig til noget som helst kunde aldrig falde dem ind, de har Kosten saa godt som gratis, og har de blot tjent 50 Øre en Dag saa hvilet de sig de følgende 4 Dage. – Naar 2 Kinesere møde hinanden, spørge de aldrig ”Hvorledes har Du det?” ”Hvad bestiller Du?” – men altid ”Har Du faaet din Ris?” – og har han faaet sin Ris: saa er alt vel. – Naa! Dermed være ikke sagt at Kineserne ikke bestille noget. Tværtom! De bestille altid noget, men gjør det med en knusende Ro. Begrebet Tid har De ingen Respekt for. 

Skibslægen kørte henad de mange veje, der gennemkrydser øen Penang. Han tænkte et øjeblik på paradis, men lod så være med at sammenligne, da han aldrig har været på det sted. Men han havde aldrig set sådan en pragt. Store udstrækninger med palmeskove af alle slags, frugter i alle mulige former og farver, slyngplanter i sære forvredne former og løvtræer med pragtfuldt strålende blomster. Små pælehuse er indhyllede i et væv af løv, og jordbunden dækket af blomstertæppe og en underskov, der trodser enhver beskrivelse. ”Bedst som man gaar, dukker saa en Skare nøgne sortebrune Kroppe frem af Tykningen eller en Flok ”Munki” (Abekatte) hoppe henad Vejen, eller Øjet fæster ved en Flok af smaa grønne Papagøjer, der skrattende ledsage En paa ens Vej. –”. Til sidst får han ondt i øjnene, kravler op på en granitvæg og sætter sig på trappen til et lille blåt hindutempel og lytter til den brusende larm fra et mægtigt vandfald.

Men alt dette skriver han efter, at de er afsejlet fra Penang. Nu er de på søen igen, vinden raser, men besætningen lider ikke længere af søsyge, de bliver dog alle meget trætte. Skibslægen sammenligner skibets vuggen med den barbariske babyvugge, der må være skabt af en ondsindet person:

Men vi ere atter paa det indiske Ocean. – Monsunens Tid er inde; fra Maj til September blæser den stadig fra Sydvest, kommende op langs Afrikas Kyst og spredende sig over hele det indiske Ocean, fremkaldende Hvirvelstorme, Taifuner, Hurricans og hvad de alle hedde. – Under stadig Modvind, Regnbyger og vældige Søer, saa Skibet næsten ikke vidste hvad Ende det ville staa paa, har vi nu i 6 Dage styret Vester i med sydlig Retning, og er nu endelig naaet ned paa 1½° n.B, og sejler langs Equator, hvor der er et forholdsvis roligt Bælte, saa vi atter kan dyrke ”Longchairlivets” Magelighed. – Ret ubehageligt var det i de fem Dage Skibet indtog alle mulige Skraastillinger til Horizonten, styrtede sig med Næsen lige ned i en Sø for strax efter at staa paa Halen for med et Spring at naa over til den næste Sø; snart slingrede den som en drukken Matros fra Side til Side, snart sank den dybt ned i en Bølgedal, saa Grunden ligesom forsvandt under En. – Bøger, Blæk og Askbægere rushede ned ad Bordet hen i et Hjørne for strax efter at springe over Dørtærskelen ud paa Dækket. –

Ved Tiffinbordet maatte man tage meget nøje maal af Afstanden mellem Tallerken og Mund, da ellers det dobbeltbelagte Stykke med Rejer regelmæssig spredtes ned i ens Vestelommer; og om Aftenen ved Whisten maatte ”den blinde Mand” have et Øje paa hver Finger for at ikke hans Trumfer skulle havne hos Modparten. –
Søsyge kjendes ikke mere ombord, men samtlige Ombordværende vare i de Dage utroligt søvnige og Alle sov mindst 5 Timer hver Dag foruden deres 9 Timers Nattesøvn. – Intet Under. Situationen svarede nærmest til, da man som Barn laa i den barbariske Tingest, som hedder en Vugge, og som er opfunden af vore Bedsteforældre – Guderne maa vide i hvilken ond Hensigt. Jeg føler mig overbevist om, at havde den nuværende Slægt ikke ligget i Vugge som Børn – saa havde vi haft et nyt Ministerium for længe siden. –